19. JAN 2019 • 23:04SPORT

Sverige får perfekt start i Danmarks mellemrundegruppe

Sverige vandt uden problemer den første kamp i mellemrunden over Tunesien og nærmer sig en semifinaleplads.

Sveriges håndboldlandshold fortsætter sin kurs mod semifinalerne ved VM i Danmark og Tyskland.

Svenskerne kom til mellemrunden med de maksimale fire point og kom lørdag op på seks point ved at vinde den første kamp i mellemrundens gruppe 2 med 35-23 over Tunesien i Herning.



Danmark har også seks point i samme gruppe efter lørdagens sejr over Ungarn. De to nabolande udgør toppen af gruppen.



Tunesien kom bedst fra start og var foran med 3-1 og 6-4, og svenskerne måtte vente til stillingen 9-8 med at komme i front.



Men så gik det også stærkt. Sverige rykkede afgørende i front ved 18-12 og kunne ved pausen se stillingen 19-14 på måltavlen i Boxen.

Særligt Veszprem-stregspilleren Andreas Nilsson var i hopla med seks mål på lige så mange forsøg.

I anden halvleg holdt Sverige fast i det solide forspring og konsoliderede det også. Fra højrefløjen var den mangeårige Kiel-spiller Niclas Ekberg flyvende, og med sit syvende mål gjorde han det til 28-20 efter et kvarter.



Sverige fortsatte det høje gear i kampen ud og vandt altså med hele 12 overskydende mål.



Sverige er Danmarks modstander i mellemrundens sidste kamp på onsdag. Forinden skal Sverige mandag møde Norge.

I den anden mellemrundegruppe kom de franske verdensmestre godt fra start med en sejr på 33-30 over Spanien.



Dermed har Frankrig fem point for tre kampe, mens Spanien bliver stående på to.

I samme gruppe vandt de tyske VM-medværter også deres første kamp i mellemrunden, da Island blev besejret 24-19.



/ritzau/

Mest læste