10. JAN 2019 • 16:05SPORT

Lyskeskade sætter alle scenarier i spil for Henrik Toft

Der er gået en uge, siden Henrik Toft Hansen pådrog sig en lyskeskade, men han mærker forbedring dag for dag.

Henrik Toft Hansen havde mange negative tanker i løbet af det første døgn, efter at han pådrog sig en forstrækning i lysken.

Det skete for en uge siden, og dengang lød håbet, at stregspilleren skulle bruge mindst to uger på at blive klar.

Dermed vil han kunne træde ind under VM i Danmark og Tyskland, som for danskernes vedkommende begynder torsdag aften med premierekampen mod Chile.



Det er stadig ambitionen, hvis alt går vel, at Henrik Toft kommer ind i VM-truppen, men et scenarie med en misset slutrunde kan ikke udelukkes.



- Alle scenarier er i spil. Jeg var ikke tryg ved situationen i starten, men de seneste par dage har vist, at jeg kan begynde at lave mere og mere.

- Så jeg håber og tror da på, at jeg kan være klar på et tidspunkt, siger Henrik Toft.



Trods fremskridt har han stadig smerter i lysken.



- Der er helt klart forbedring. Da det skete, kunne jeg nærmest ikke gå. Nu går jeg fint, og det går stille og roligt fremad. Men min lyske har brug for tid.



- Det er svært at sætte tidshorisont på noget som helst lige nu. Vi bygger lag på hver dag, og så ser vi, hvor meget den kan holde til.

- Den slags skader skal have den tid, de skal bruge. Og så må vi se, hvornår jeg kan være med inde på håndboldbanen, siger han.



I tidligere slutrunder har Henrik Toft været med fra dag ét, og han har udviklet sig til at være en vigtig spiller for Danmark.



- Det har været anderledes denne gang. Jeg plejer at være med fra start, og jeg er generelt forskånet for de store skader, så det er uvant for mig at være ude.

- Jeg håber at lære noget af det. Det er blevet bedre med humøret, fordi det går bedre med skaden, siger Henrik Toft.



Danmarks kamp mod Chile går i gang torsdag klokken 20.15 i Royal Arena i København.



/ritzau/

20. MAR 2019 • 12:03 FOR ABONNENTER

Onsdagens leder: Hvem kan samle 3F?

Mest læste