8. DEC 2018 • 21:55SPORT

KIF holder liv i slutspilshåb med dramatisk sejr

KIF Kolding holder sig til i kampen om top-8 efter sejren over Ringsted, der blev sikret syv sekunder før tid.

Håndboldklubben KIF Kolding holder liv i håbet om at tage en af de otte pladser i herrernes slutspil.

Udekampen mod Ringsted var en af de kampe, der bare skulle vindes, og det lykkedes med nød og næppe.

På et sejrsmål af Jens Peschardt med syv sekunder tilbage vandt KIF med 26-25.

Dermed kom KIF på 12 point for 16 kampe på tiendepladsen. Sønderjyske på den slutspilsgivende ottendeplads har 15 point for 15 kampe.



KIF førte i den indledende del af første halvleg, men Ringsted sluttede bedst af og kunne gå til pause med en føring på 12-10.



Billedet fortsatte i det meste af anden halvleg, hvor hjemmeholdet flere gange bragte sig foran med tre mål.

Ringsted førte 20-17, men KIF bragte balance ved 20-20, og derfra var der kun tale om helt spinkle føringer.



Med 33 sekunder tilbage udlignede Anders Møller til 25-25 for Ringsted, men KIF udnyttede kampens sidste angreb efter at have taget en timeout.



Kasper Irming blev kampens topscorer med ni mål for KIF.

I lørdagens anden kamp vandt ligaens førerhold, Aalborg, på udebane med 29-25 over Nordsjælland efter 16-11 ved pausen.



Nordjyderne førte fra start til slut og var komfortabelt foran i hele anden halvleg. Aalborg kom med sejren op på 26 point for 16 kampe.

GOG ligger nummer to med 25 point efter en hjemmesejr på 31-26 over Mors-Thy.



Bundholdet fulgte med til 9-9, men så scorede fynboerne fem på stribe og gik til pause foran 14-9.



Mors-Thy var oppe at snuse ved 15-17, men derefter satte GOG sagerne på plads, og spændingen forduftede.

I lørdagens fjerde og sidste kamp vandt Ribe-Esbjerg 28-25 hjemme over TTH Holstebro.

Ribe-Esbjerg kom dermed op på siden af KIF Kolding og har også 12 point efter 16 kampe. Ribe-Esbjerg har en lidt bedre målscore.

TTH Holstebro er nummer fire med 21 point efter 16 kampe.



/ritzau/

Mest læste