7. NOV 2018 • 10:29SPORT

Officielt: Formel 1 indgår flerårig aftale med Vietnam

Formel 1 bekræfter, at et gadeløb i Vietnams hovedstad, Hanoi, fra 2020 bliver en fast del af løbskalenderen.

Vietnam bliver for første gang vært for et Formel 1-grandprix, når de hurtige racerbiler skal køre i hovedstaden Hanoi i april 2020.

De vietnamesiske myndigheder løftede allerede for en uge siden sløret for planerne. Nu bekræfter Formel 1 på sin hjemmeside, at der er indgået en flerårig aftale med det asiatiske land.



Hanoi bliver dermed den første nye destination på Formel 1-kalenderen, siden den amerikanske mediegruppe Liberty Media overtog ejerskabet af Formel 1-serien sidste år.

- Siden vi blev involveret i denne sport i 2017, har vi talt om at udvikle nye værtsbyer for at udbrede Formel 1 til et større publikum, og Vietnams Grand Prix er en virkeliggørelse af den ambition, siger Formel 1-direktør Chase Carey.

Grandprixet i Hanoi bliver et gadeløb, og dermed vil der være fire af slagsen i Formel 1 fra 2020. Også Baku, Singapore og Monaco afvikles i gader, som normalt bliver benyttet til "almindelig" trafik.



Vietnam bliver endnu et i rækken af asiatiske lande i Formel 1-kalenderen, der allerede tæller Kina, Japan og Singapore.



Tidligere har også Malaysia været en fast del af det omrejsende racercirkus, indtil det årlige løb på Sepang-banen blev droppet på grund af svigtende billetsalg.

/ritzau/

Mest læste

17. NOV 2018 • 09:33 FOR ABONNENTER

Tiden modarbejder et nyt FC Bornholm

16. NOV 2018 • 18:55 FOR ABONNENTER

Spændende avlshingst flytter til Bornholm

15. NOV 2018 • 16:45 FOR ABONNENTER

Toft tror på titlen