6. NOV 2018 • 23:57SPORT

Pointdeling sender Barcelona videre fra CL-gruppe

Både Inter og Barcelona scorede sent i tirsdagens pointdeling, og Barcelona er nu sikker på avancement.

Med to kampe tilbage i Champions League-gruppespillet kan Barcelona begynde at se frem mod næste års ottendedelsfinaler.

Holdet spillede tirsdag 1-1 mod Inter i Milano. Et resultat, der sender Barcelona videre og efterlader Inter i god position før de sidste to runder.

Barcelona fører gruppen med ti point efter fire kampe, mens Inter er på andenpladsen med syv point.

Tottenham har fire point efter en sejr på 2-1 i London tirsdag aften og skal derfor finde sejrsformen frem for at gå videre fra den stærke gruppe.

Barcelona stillede igen op uden superstjernen Lionel Messi, der fik et brud på armen i ligakampen mod Sevilla 20. oktober.

Messi var ellers blevet udtaget til truppen, men han var ikke klar nok til at spille, da det gjaldt i Milano.

I stedet valgte træner Ernesto Valverde at stille med de samme 11, som i weekenden slog Rayo Vallecano 3-2 i Primera Division.

Barcelona-spillerne forsøgte ihærdigt at få hul på bylden i første halvleg og forsøgte sig med 13 skud. Men Inter-målmand Samir Handanovic var veloplagt og holdt gæsterne fra fadet i første halvleg.

Barcelona var dog toneangivende og kunne have ført med 1-0 eller 2-0 efter første halvleg.

Gæsterne fra Spanien skulle helt frem til det 83. minut for at glæde sig over en scoring. Den kom, da den brasilianske indskifter Malcom fyrede kuglen langs græsset med venstrebenet og udplacerede keeperen.

Foran 1-0 så det pludselig ud til, at Barcelona skulle snuppe alle tre point, en billet videre fra gruppen og en gruppesejr.

Men Inter-skarpretteren Mauro Icardi ville det anderledes. Han fik kort efter bolden med ryggen til mål i feltet, og da han vendte rundt, sparkede han resolut læderet i nettet til 1-1.

Icardis scoring blev kampens sidste, og Barcelona kunne dermed juble over avancement.

Barcelona kan nemlig ikke nå at blive overhalet i det indbyrdes regnskab af både Inter og Tottenham i de to sidste runder.



/ritzau/

15. NOV 2018 • 16:45 FOR ABONNENTER

Toft tror på titlen

15. NOV 2018 • 15:38 FOR ABONNENTER

Fridolf: Jeg skal finde noget nyt at kaste mig over

Mest læste