6. NOV 2018 • 17:29SPORT

Atleter ytrer mistillid til Wada før præsidentvalg

Wadas bestyrelse skal stemme om forslag, der vil hindre norsk kandidat i at stille op til præsidentvalg.

Flere atleter kritiserer Det Internationale Antidopingagentur, Wada, forud for næste års præsidentvalg.

Bestyrelsen i Wada skal i næste uge tage stilling til et forslag, der fastsætter en minimumsalder på 45 år til en kommende præsident i Wada.

Hvis forslaget bliver stemt igennem, så vil det hindre den 41-årige nordmand Linda Helleland i at stille op til valget og afløse den siddende præsident, 77-årige Graig Reedie.

Netop Helleland - der i øjeblikket er vicepræsident i Wada - kæmpede imod, da Wada i september ophævede den tre år lange udelukkelse af Ruslands Antidopingagentur, Rusada.

Beslutningen om at lukke Rusland tilbage i varmen affødte stor kritik blandt antidopingledere fra hele verden, da Rusada endnu ikke havde accepteret de fund, der blev gjort i den såkaldte McLaren-rapport.

McLaren-rapporten viste, at Rusland i en årrække havde begået systematisk doping.

De tre atleter Sebastian Samuelsson, Callum Skinner og Ali Jawad kalder tirsdag den mulige indførelse af en minimumsalder for en kommende Wada-præsident for "totalt uacceptabelt".

- Som følge af den retning Wada har bevæget sig i på det seneste og den manglende transparens, er det så et tilfælde, at Wada kan vedtage regler, der vil hindre den atlet-venlige Linda Helleland i at stille op? spørger de tre atleter i en fælles udtalelse.

Direktøren i USAs Antidopingagentur, Travis Tygart, er ikke i tvivl om, at aldersgrænsen skal hindre præsidentkandidater, der vil reformere Wada, i at stille op til valget.

- Det er latterligt. Jeanne dArc vandt en krig, da hun var omkring 17 år, og dronning Elizabeth blev dronning, da hun var 25. For at blive præsident i Wada skal man være 45?

- Det er kun i Wada og IOC (Den Internationale Olympiske Komité (IOC), at det er sådan, siger Tygart.



En talsmand fra Wada oplyser, at forslaget om at indføre en minimumsalder kommer fra en række af de regeringer, der støtter Wada.

- Hverken Wadas lederskab eller management har været involveret i at udarbejde dette dokument, siger James Fitzgerald.



/ritzau/AP

Mest læste