6. NOV 2018 • 14:42SPORT

Norge vrager mangeårig håndboldprofil til EM

Camilla Herrem er ikke fundet god nok til Norges EM-hold, efter at hun for fire måneder siden blev mor.

Den mangeårige norske landsholdsprofil Camilla Herrem er vraget til Norges trup til EM i Frankrig.

Den 32-årige venstrefløj har deltaget i 12 mesterskaber i træk for Norges succesrige landshold, men landstræner Thorir Hergeirsson har ikke fundet veteranen god nok til det forestående EM.

I stedet har Hergeirsson valgt at tage Thea Mørk og Sanna Solberg med.

- Alle valg er krævende, og dette var et af de hårdere.

- Rent fagligt var vi enige i trænerteamet. Vi mener, at Thea og Sanna er bedre forberedt og rustet til at klare opgaven til et mesterskab, siger landstræneren om beslutningen.

Camilla Herrem blev tidligere på året mor til en lille dreng, og det har sat hende tilbage. Hun havde alligevel kæmpet hårdt for at blive en del af Norges EM-trup.

- Det er aldrig sjovt, når man ikke når det mål, man har sat sig. Men sådan er det nogen gange. Jeg kommer stærkere tilbage - bare vent og se. Jeg ønsker kvinderne held og lykke til EM, skriver Herrem på Instagram.

Landstræner Thorir Hergeirsson mener endnu ikke, at Camilla Herrem er tilbage på sit topniveau, efter at hun i sommer blev mor.

- Camilla er på vej tilbage mod sit gamle niveau, og hun er kommet langt i forhold til, at det er fire måneder siden, at hun fødte Theo.

- Det er en stor præstation, og hun er en fantastisk idrætsudøver og et fantastisk konkurrencemenneske. Men der er fortsat et stykke vej endnu, som vi vurderer det, siger Hergeirsson.



Norge stiller op til EM i Frankrig som forsvarende mester. Turneringen spilles fra 30. november til 16. december.

Torsdag klokken 11 udtager Danmarks landstræner Klavs Bruun Jørgensen sin trup til EM.



/ritzau/NTB

Mest læste

17. NOV 2018 • 09:33 FOR ABONNENTER

Tiden modarbejder et nyt FC Bornholm

16. NOV 2018 • 18:55 FOR ABONNENTER

Spændende avlshingst flytter til Bornholm

15. NOV 2018 • 16:45 FOR ABONNENTER

Toft tror på titlen