5. NOV 2018 • 20:56SPORT

Veloplagte Vejle slår Horsens i østjysk lokalopgør

Vejle viste sig som alt andet end et bundhold, da holdet mandag aften slog AC Horsens med 3-1.

Et veloplagt Vejle-hold slog mandag aften de østjyske lokalrivaler fra AC Horsens med 3-1 i Superligaen.

Gæsterne var særdeles modløse særligt i første halvleg, og på trods af en kort opblomstring i starten af anden halvleg, lykkedes det ikke gæsterne at få point.



Sejren kommer da også ganske kærkomment for Vejle, som går forbi Vendsyssel i tabellen, hvor de rødklædte nu er nummer 12. AC Horsens er akkurat i top-6.

Det stod Vejle på langt det meste i en ganske livlig første halvleg. Angriber Adam Jakobsen testede en travl Matej Delac i Horsens-målet efter otte minutter.

Efter 18 minutter blev det 1-0 til hjemmeholdet. Ylber Ramadani stjal bolden højt oppe på banen, og få sekunder senere sparkede Melker Hallberg den i nettet.

Ondt var tæt på at blive værre for AC Horsens efter 28 minutter, hvor forsvarsspiller Mads Greve headede tæt forbi mål.



Det skulle også blive 2-0 til et tæt på altdominerende Vejle-hold fire minutter før pausefløjtet. Rasmus Lauritsen kom højest på et hjørnespark og headede bolden i mål.

Det skal retfærdigvis siges, at Jonas Borring kort forinden havde haft muligheden for at bringe balance i regnskabet for Horsens.



Gæsterne skulle til gengæld kun bruge 16 sekunder af anden halvleg på at komme på tavlen. Indskiftede Hallur Hansson scorede efter et flot angreb.

Blot få minutter efter kunne Sonni Nattestad havde scoret til 2-2, men stolpen var i vejen.

I stedet blev det 3-1 efter 63 minutter. Adam Jakobsen viste sig uhyre skarp, da han med venstrebenet kanonerede bolden i mål.

Den sidste halve time bød på flere hårde tacklinger end målchancer, og Horsens kom aldrig for alvor tæt på.



Vejle gæster i næste runde FC Midtjylland. Horsens tager hjemme imod Sønderjyske.

/ritzau/

15. NOV 2018 • 16:45 FOR ABONNENTER

Toft tror på titlen

15. NOV 2018 • 15:38 FOR ABONNENTER

Fridolf: Jeg skal finde noget nyt at kaste mig over

Mest læste