5. NOV 2018 • 19:47SPORT

Hobro går styrket ind til pokaldyst mod OB

Angriberen Pål Alexander Kirkevold kan efter to måneders pause gøre comeback på grønsværen for Hobro.

Hobro har gode nyheder inden tirsdagens pokalkamp hjemme mod OB.



Angriberen Pål Alexander Kirkevold og kantspilleren Edgar Babayan kan efter flere måneders pause med skader gøre comeback for Hobro.



I fredags tabte Hobro med 0-1 ude til OB i Superligaen, og der var både Kirkevold og Babayan ukampdygtige.

Tirsdag aften klokken 17.30 mødes de to mandskaber i ottendedelsfinalen i Sydbank Pokalen.



Hobro har i de foregående runder sendt Lyseng og Ledøje-Smørum ud i pokalmørket, mens OB har slået AB og Thisted ud af turneringen.

- Pål Alexander Kirkevold og Edgar Babayan er blevet deres skader kvit og indgår begge i truppen.

- Danny Olsen, Yaw Amankwah og Jacob Tjørnelund er fortsat ukampdygtige, mens Mathias Haarup og Martin Mikkelsen ikke er udtaget til kampen, skriver Hobro på sin hjemmeside.

OB-træner Jakob Michelsen kan ikke bruge fredagens ligasejr over Hobro til det helt store.



- Når det tilmed er en udebanekamp i en anden turnering, så venter der os en helt ny opgave end fredagens.



- Hobro har for vane at være stærkest på hjemmebane, og det har de også været i denne sæson, så vi er klar over, at det bliver rigtig svært, siger Michelsen til klubbens hjemmeside.

Han mener, at det er noget helt specielt at være med i pokalturneringen.

- Det er også derfor, man nogle gange ser nogle overraskelser i pokalturneringer, men når vi møder et andet superligahold på udebane, så ved vi, det bliver tæt, og at det bliver marginalerne, der kommer til at afgøre det.

- Vi tør dog godt garantere, at vi kommer til at gøre alt, hvad vi kan, for også at være en del af potten, når der 22. november trækkes lod til kvartfinalerne, der bliver spillet i det nye år.



- Det kunne da være rigtig sjovt at være en del af pokalturneringen i det nye år, så det går vi benhårdt efter, fortæller OB-træneren.

/ritzau/

Mest læste

17. NOV 2018 • 09:33 FOR ABONNENTER

Tiden modarbejder et nyt FC Bornholm

16. NOV 2018 • 18:55 FOR ABONNENTER

Spændende avlshingst flytter til Bornholm

15. NOV 2018 • 16:45 FOR ABONNENTER

Toft tror på titlen