5. NOV 2018 • 17:23SPORT

Hooliganforsker: Fodbold er præget af nye voldstendenser

Fodboldbøller er ikke mere voldelige end før. De er blot voldelige på en anden måde, siger forsker Lise Joern.

Vold mod politiet med romerlys, tåregas, stenkast og skraldespandsbarrikader.



Trods søndagens derbyballade mellem fans fra FC København og Brøndby, som sendte syv fans i arresten og skadede flere betjente, er der ikke tale om en optrapning i et voldeligt hooliganmiljø.

Fangrupperinger i dansk fodbold er blot voldelige på en ny måde, hvilket udadtil virker mere ekstremt - særligt fordi de i dag i højere grad arrangerer sammenstød på forhånd.

Sådan lyder det fra Lise Joern, ekstern lektor ved Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet. Hun forsker til dagligt i de danske hooliganmiljøer.



- Det er blevet anderledes voldeligt, end det har været tidligere. Helt tilbage i 90erne var det mere spontane sammenstød.



- Nu er det meget mere organiseret og aftalt, og nogle gange indhenter de forstærkning fra udenlandske klubber. Det er meget mere konkurrencepræget, siger hun.

Hvor fangrupper fra FCK særligt har tyske fodboldkontakter, trækker fans fra den københavnske vestegn fortrinsvist på svenske ligesindede for at vinde sammenstødene, lyder det.

Lise Joern har selv talt med flere fra de forskellige fanmiljøer i forbindelse med sin forskning.

At det er blevet mere konkurrencepræget har ligeledes forårsaget, at medlemmer ikke kan klare sig i miljøet uden eksempelvis at dyrke kampsport.



Hun tegner et billede af en gruppe fans, der igennem fodbold søger et afbræk fra en ganske almindelig hverdag med eksempelvis familie og fast arbejde.



Og her sørger voldelige magtdemonstrationer over for andre fangrupperinger for et særligt adrenalinkick.



- Jeg har interviewet en del af dem, og de siger, at det handler om det her adrenalinkick. Det giver en speciel følelse at stå der og slå på hinanden, siger Lise Joern.



- Det er deres måde at holde fest på og få et adrenalinkick. Og så er der et stærkt sammenhold med de andre i gruppen, som de fremhæver som ret vigtigt, siger hun.



Ifølge hooligan-forskeren behøver fredelige fodboldentusiaster og borgere ikke at være bekymrede for at blive involveret i de voldelige sammenstød.

Selv om der er "ondt blod" mellem Brøndby og FCK, har de "voldsparate fodboldfans" et særligt kendskab til hinanden.



- Jeg kan godt forstå, at folk bliver utrygge. Men jeg tror, at faren for at komme i klemme er forholdsvis lille, fordi de går meget målrettet efter hinanden, siger hun.



/ritzau/

15. NOV 2018 • 16:45 FOR ABONNENTER

Toft tror på titlen

15. NOV 2018 • 15:38 FOR ABONNENTER

Fridolf: Jeg skal finde noget nyt at kaste mig over

Mest læste