21. OKT 2018 • 00:06SPORT

Magnussen slutter som 12er i amerikansk kvalifikation

Kevin Magnussen formåede ikke at klare sig igennem til Q3 og sluttede som nummer 12 i kvalifikationen i USA.

Racerkøreren Kevin Magnussen (Haas) blev sent lørdag aften nummer 12 i kvalifikationen til Formel 1-grandprixet i USA, der køres søndag.



Briten Lewis Hamilton (Mercedes), der har kurs mod VM-titlen, vandt kvalifikationen og starter i poleposition.



Danskeren røg ud i Q2, der er den anden og næstsidste fase af kvalifikationen. Her satte han tiden 1.34,732 minutter.

Magnussen klarede sig igennem Q1, hvor fem bliver sorteret fra, som nummer 12 med tiden 1.34,972 minutter. Holdkammeraten, Romain Grosjean, var marginalt hurtigere på tiendepladsen.



I Q2 reduceres 15 kørere til 10, og her stod det hurtigt klart, at Magnussen ville bevæge sig lige omkring grænsen.

Han gjorde et ihærdigt forsøg på at forbedre sin tid på sidste omgang, men det lykkedes ikke.

Derimod kørte Grosjean sig blandt de ti bedste, der skulle køre Q3. Her sluttede franskmanden som nummer otte.



Magnussen fører stadig det indbyrdes kvalifikationsregnskab i sæsonen, men nu kun med 10-8.



Inden kvalifikationen var Magnussen 13.-bedst i feltet, da den tredje og sidste træning blev afviklet.



Grandprixet i USA er sæsonens fjerdesidste, men allerede søndag kan Lewis Hamilton vinde VM-titlen. Det kræver, at han får mindst otte point mere end den nærmeste forfølger, Sebastian Vettel.



Vettel blev nummer to i kvalifikationen, men på grund af en straf for en fartforseelse under træningen starter han som nummer fem.



/ritzau/

20. NOV 2018 • 08:12

Byens juletog kommer op i dag

20. NOV 2018 • 06:48 FOR ABONNENTER

Snart tændes der op i den nye sanua

Mest læste

17. NOV 2018 • 09:33 FOR ABONNENTER

Tiden modarbejder et nyt FC Bornholm

16. NOV 2018 • 18:55 FOR ABONNENTER

Spændende avlshingst flytter til Bornholm

15. NOV 2018 • 16:45 FOR ABONNENTER

Toft tror på titlen