20. OKT 2018 • 09:50SPORT

Krisen kradser i Ribe-Esbjergs håndboldsatsning

Ribe-Esbjerg købte stort ind forud for håndboldsæsonen, men har fået en forfærdelig sæsonåbning.

Der er pres på Ribe-Esbjerg før lørdagens ligakamp mod Skanderborg.



Den vestjyske håndboldklub brugte op til den nye sæson mange penge på forstærkninger i håbet om at tage skridtet mod den danske top hos herrerne.

Men indtil videre har klubben kun taget skridt i den forkerte retning. Otte ligakampe har udmøntet sig i blot fire point og en placering som nummer 12 i ligaen.

- Det har været en svær sæsonstart. Vi gjorde det godt i træningskampene i august, men har slet ikke fået det til at fungere i sæsonen, siger Ribe-Esbjergs sportschef, Rune Agerschou.

- Det har taget længere tid end forventet at implementere trænerduoens nye idéer samt de nye spillere. Vi var bevidste om, at der ville komme bump på vejen, men de bump er lige lovligt store.

Endnu hårdere i retorikken er TV2s håndboldekspert Bent Nyegaard.

- Vi taler krise. De er slet ikke kommet i gang, og træner Lars Walter har svært ved at skabe sammenhæng. Efterhånden som kampe tabes, falder spillerne mere i niveau. Ingen præsterer jævnt og godt, siger han.



Han og flere andre eksperter har peget på, at klubben op til den nye sæson har hentet for mange spillere, og at truppen er for stor med 22 spillere til træning. Desuden mangler truppen absolutte topspillere, påpeges det.

- For mig at se er det et mislykket investeringshelvede. Der er købt for mange spillere, og det er svært at administrere for træneren, der skal finde en base på otte-ni spillere.

- Der skulle efter min overbevisning være købt færre spillere, og i forhold til markedet burde det være muligt at købe på et højere niveau på et par pladser, mener Nyegaard.

Det opponerer Rune Agerschou imod og nævner Jacob Heinl, Nicolai Pedersen, Søren Rasmussen og Rúnar Kárason som nogle af de største profiler.

- Vi kan hente nogle spillere i landsholdsklasse, men man kan ikke forvente verdensklassespillere. Det er vi ikke i nærheden af at have økonomi til. Vi er ikke i nærheden af de tal, som bliver nævnt i medierne, siger Sune Agerschou.

/ritzau/

Mest læste