18. OKT 2018 • 09:59SPORT

Diskusprolaps får verdensetter til at droppe sæsonfinalen

Rumænske Simona Halep melder fra til WTA Finals i Singapore på grund af en diskusprolaps.

Tennisstjernen Simona Halep melder afbud til WTA Finals i Singapore på grund af en diskusprolaps.



Det skriver tennisforbundet WTA på sin hjemmeside.



Den rumænske verdensetter pådrog sig rygskaden under en træning i september, men hun havde håbet, at smerterne ville aftage tids nok til, at hun kunne deltage i WTA Finals, der begynder i den kommende weekend.



Sådan skulle det dog ikke være.

- Det er det altid en svær beslutning at melde fra til en stor turnering, siger Halep i en pressemeddelelse.



- Min ryg har det ikke godt. Jeg har ikke trænet i de sidste fire uger, og jeg er ikke klar til at spille med på det her niveau, når jeg er så øm.



Halep var ellers i gang med en af de bedste sæsoner i karrieren. Foruden pladsen som nummer et på verdensranglisten kunne hun i foråret løfte sit første grand slam-trofæ efter sejr i French Open.



Inden da havde hun nået finalen ved Australian Open, hvor hun efter en hård kamp måtte se sig slået af Caroline Wozniacki.



Simona Haleps afbud til sæsonfinalen i Singapore giver dog plads til hollandske Kiki Bertens, der bliver den første hollænder i 20 år til at kæmpe med om titlen ved WTA Finals.



Foruden Bertens er Caroline Wozniacki, Elina Svitolina, Karolina Pliskova, Sloane Stephens, Angelique Kerber, Naomi Osaka og Petra Kvitova klar til sæsonfinalen.

/ritzau/

Mest læste