15. OKT 2018 • 13:34SPORT

Tidlig løbetur hjælper dansk badmintonkvinde til triumf

Mia Blichfeldt vandt Dutch Open og stiller op med selvtillid i Denmark Open, hvor hun møder verdensmester.

Danmarks aktuelt bedste badmintonspiller på kvindesiden, Mia Blichfeldt, strøg søndag til tops for første gang på World Tour, da hun vandt Super 100-turneringen Dutch Open.

I finalen besejrede hun kineseren Qi Xuefei med cifrene 21-16, 21-18.

- Det var super fedt. Jeg har tabt tre finaler det seneste år, og det har fyldt meget, da jeg er en dårlig taber, der helst vil stå øverst på podiet. Derfor var det fedt at vinde den sidste bold i går, siger Mia Blichfeldt.



Hun valgte en anden forberedelse end til de foregående finaler.



- Jeg har prøvet at lære af nederlagene og vende dem til noget positivt. Jeg lavede en anden forberedelse end til de sidste finaler. Det fungerede godt.



- Jeg stod meget tidligt op og løb en tur på 20 minutter allerede klokken 06.15.



- Og så kom jeg først til hallen en time før, jeg skulle spille, så jeg ikke kunne nå at tænke så meget, men kunne gå direkte i gang med opvarmningen, fortæller 21-årige Blichfeldt.



Hun har ikke megen tid til at fejre sejren. Allerede tirsdag skal hun i aktion ved et af sæsonens højdepunkter, Denmark Open i Odense.



Her kommer hun på en svær opgave i første runde mod den forsvarende verdensmester og OL-guldvinder, Carolina Marín.



De to har mødt hinanden tre gange tidligere og hver gang med spanieren som vinder i to sæt.

- Det er fedt at have selvtillid med til Odense, især når jeg skal spille mod Carolina.

- Jeg er nødt til at være skærpet og være klar til, at hun bare kører derudaf. Der er ingen nemme point, og man skal ikke give hende nogle lette point, siger Mia Blichfeldt.

Hun føler, at hun er kommet lidt tættere på Marin for hvert møde. Senest i Kina i september førte Blichfeldt blandt andet med 13-10 i første sæt, inden spanieren satte sig afgørende på kampen.



- Det er blevet bedre for hver gang. Jeg synes, jeg har et ok blik for, hvordan hun spiller, og hvordan jeg skal spille for at kunne være med. Specielt til EM synes jeg, at jeg matchede hende meget godt på tempo.



- Det er selvfølgelig svært ikke at give nemme point. Mine slag skal sidde ekstra skarpt for at få point, og det gør nogle gange, at man laver uprovokerede fejl.



- Men jeg glæder mig til at have Danmark i ryggen på hjemmebane og vil rigtig gerne drille hende, lyder det fra Blichfeldt.

Hun skal i aktion tidligt tirsdag aften mod Marin.



/ritzau/

Mest læste