12. OKT 2018 • 12:22SPORT

Formel 1-agterlanterne henter ung brite til 2019-sæsonen

20-årige George Russell skal fra næste år køre for traditionsteamet Williams, der har haft det svært i år.

Briten George Russell skal køre for Williams-teamet i Formel 1 næste år.



Det meddeler det britiske team fredag på Twitter. Kontrakten gælder i "flere år".



Traditionsrige Williams frister i år en tilværelse i den absolut bageste ende i Formel 1.



Teamets to kørere, canadieren Lance Stroll og russeren Sergey Sirotkin, har kun hentet henholdsvis seks og et point i sæsonens første 17 grandprixer.



Det lader dog ikke til at bekymre 20-årige George Russell, der er meget glad for udsigten til at skulle køre Formel 1.



- Jeg har drømt om dette øjeblik i så lang tid, som jeg kan huske.



- Og nu kan jeg endelig sige det. Fra 2019 er jeg officielt Formel 1-kører for Williams, skriver han på Twitter.



Han fik allerede beskeden i forbindelse med Formel 1-grandprixet i Rusland i slutningen af september, men Williams har altså hemmeligholdt det indtil nu.



George Russell er på kontakt hos topteamet Mercedes, der også leverer motorer til Williams.



Briten har i år kørt Formel 2, og han har været testkører hos Force India-teamet i Formel 1.



George Russell ligger i klar førerposition til at sikre Formel 2-mesterskabet, inden de sidste løb bliver kørt i Abu Dhabi i november.



Williams har endnu ikke meldt ud, hvem der bliver teamets anden kører i næste sæson.



/ritzau/

Mest læste