11. OKT 2018 • 21:58SPORT

Real Madrid sagsøger portugisisk avis i Ronaldo-sag

Real Madrid afviser, at man tvang Cristiano Ronaldo til at betale et millionbeløb til kvinde i voldtægtssag.

Storklubben Real Madrid har kastet et søgsmål efter den portugisiske avis Correio da Manha.



Baggrunden er, at avisen har skrevet, at Real Madrid pressede superstjernen Cristiano Ronaldo til at underskrive en aftale om at betale angiveligt 2,5 millioner kroner til en kvinde i 2009.



- Real Madrid har absolut ingen viden om de ting, som avisen har offentliggjort vedrørende Cristiano Ronaldo. Derfor kan klubben ikke have reageret på en viden, den ikke havde, lyder det i en udtalelse fra Real Madrid.



Sagen handler om en voldtægtsanklage mod 33-årige Ronaldo, som er frembragt af kvinden Kathryn Mayorga, som i dag er 34 år.



Hun mener, at hun blev voldtaget af Ronaldo i 2009, mens Ronaldo har taget afstand fra anklagerne.



Det samme gjorde Ronaldos Las Vegas-advokat Peter S. Christiansen forleden.



Her forklarede advokaten, at materiale, der for nylig er omtalt i det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel, er hacket materiale fra 2015, som er blevet ændret.



Advokaten har dog også bekræftet, at Ronaldo i 2010 indgik en økonomisk aftale med Mayorga, hvor hun blev betalt for at droppe anklagen.



Flere medier har beskrevet, at kvinden modtog et beløb svarende til 2,5 millioner kroner.



Peter S. Christiansen har tidligere forklaret, at beløbet ikke blev betalt, fordi Ronaldo erkendte anklagen, men fordi han ønskede fred for sagen.



Politiet i Las Vegas har bekræftet, at man genoptager sagen.



Kathryn Mayorga har tidligere forklaret, at Ronaldo voldtog hende i juni i 2009, efter at hun havde afvist ham en aften.



Politiet i Las Vegas har bekræftet, at hun anmeldte et overgreb samme dag. Senere bad hun politiet om at indstille efterforskningen.

Kort før episoden i 2009 havde Ronaldo netop underskrevet kontrakten i forbindelse med sit skifte fra Manchester United til Real Madrid.



/ritzau/AFP

Mest læste