11. OKT 2018 • 19:17SPORT

Svensk fodboldspiller falder om og mister livet

Den tidligere Feyenoord-spiller Labinot Harbuzi faldt om i sit hjem og døde torsdag i en alder af 32 år.

Svensk fodbold blev ramt af en trist begivenhed torsdag, da det blev bekræftet, at en svensk fodboldspiller havde mistet livet.



32-årige Labinot Harbuzi faldt om i sit hjem og stod trods genoplivningsforsøg med hjertemassage ikke til at redde, bekræfter fodboldspillerens far til svenske Aftonbladet.



Labinot Harbuzi var tidligere U21-landsholdsspiller for Sverige, hvor han indledte ungdomskarrieren i Malmø-klubben Malmö BI.

Han opnåede i karrieren både landskampe for det svenske U17-, U19-, samt U21-landshold.



Senere kom han til Malmö FF som ungdomsspiller og skiftede i 2002 til hollandske Feyenoord, hvor han også spillede som senior fra 2003 til 2006.



Her var han i en periode udlejet til Excelsior.



I 2006 vendte Labinot Harbuzi tilbage til Malmö FF og blev den første målscorer på klubbens nybyggede stadion, Swedbank Stadion, og fra 2009 var han omkring flere klubber i Tyrkiet samt i Sverige.



Labinot Harbuzi spillede senest for en klub i Malaysia, hvor han var kontraktløs fra 1. januar i 2017.



For 14 dage siden udtalte han dog til en journalist fra Aftonbladet, at han forventede at finde en klub og kickstarte karrieren inden så længe.



/ritzau/

Mest læste