11. OKT 2018 • 05:00SPORT

Mikkel Bødker laver assist i Senators-skuffelse i NHL

Ottawa Senators og Mikkel Bødker led et 4-7-nederlag, mens Lars Eller sejrede sammen med Washington Capitals.

Den danske ishockeyspiller Mikkel Bødker blev noteret for en enkelt assist, da han natten til torsdag dansk tid sammen med Ottawa Senators tabte på hjemmebane til Philadelphia Flyers i verdens bedste ishockeyliga, NHL.

Hjemmeholdet indkasserede et 4-7-nederlag, efter en kamp hvor Senators ellers var foran med både 1-0 og 2-1.

Senators har nu tre point efter sæsonens første fire kampe. En enkelt sejr, to nederlag og et nederlag i overtid er det blevet til.

Flyers står noteret for fire point.



28-årige Mikkel Bødker spillede i nat sin kun fjerde kamp for Senators. Danskeren er i sæsonpausen skiftet fra San Jose Sharks til canadierne.



Bødkers assist var hans anden i sæsonen indtil videre. Danskeren lagde op til Senators 2-1-scoring, der blev sendt i mål af Brady Tkachuk.



Den kun 19-årige Tkachuk, der blev taget af Senators med fjerdevalget i årets draft i NHL, havde også stået for værternes første scoring.

I første periode var Bødker i øvrigt også en tur i straffeboksen. Danskeren blev udvist i to minutter for høj stav.

Gæsterne fra Philadelphia fik i anden periode vendt Senators 2-1-føring til en 4-3-føring til Flyers. I tredje periode gjorde gæsterne det til 5-3 og 6-3, inden Senators bragte lidt spænding ind i opgøret med en reducering.

Det blev dog ikke til yderlige hjemmescoringer, og i stedet lukkede og slukkede Flyers med en scoring til 7-4 i tomt mål.

Danske Lars Eller var også i aktion natten til torsdag sammen med Stanley Cup-mestrene fra Washington Capitals.



Capitals stod over for sidste sæsons store overraskelse Vegas Golden Knights og løb med en 5-2-sejr på hjemmebanen i Washington.

Det var netop Golden Knights, som Capitals besejrede i NHL-finalen i sidste sæson, hvilket altså sikrede Eller og co. Stanley Cup-trofæet.

Lars Eller hverken scorede eller assisterede i nattens opgør.



/ritzau/

Mest læste

12. OKT 2018 • 18:32 FOR ABONNENTER

Viking og Tejn mødes i første lokale opgør i e-sport

11. OKT 2018 • 14:05 FOR ABONNENTER

Pigefodbold er igen blevet populært på Bornholm