21. SEP 2018 • 16:51SPORT

Taxachauffør i Bendtner-sag mistænkes for forsøg på vold

Taxachauffør er ikke formelt sigtet, men det sker snarest, oplyser hans forsvarer, advokat Mette Grith Stage.

Taxachaufføren, der for nylig var involveret i en voldsepisode med Nicklas Bendtner, bliver selv sigtet for forsøg på vold.

Det oplyser chaufførens forsvarer, advokat Mette Grith Stage, til Ritzau.

- Hvordan min klient forholder sig sigtelsen, har jeg ingen kommentarer til, førend jeg har haft mulighed for at gennemgå sagen og afholde møde med min klient, skriver hun i en mail.

Mette Grith Stage fortæller, at hendes klient ikke formelt er blevet sigtet, men at hun har fået at vide, at det kommer til at ske.



Taxichaufføren brækkede kæben i forbindelse med en køretur med Nicklas Bendtner for to uger siden.

Det kom efterfølgende frem, at politiet havde sigtet fodboldstjernen efter den milde voldsparagraf.

Der har været forskellige udlægninger fra taxiselskabet og Bendtner-lejren.



Mette Grith Stage fortæller, at hendes klient er forundret over forløbet.

- Jeg kan dog oplyse, at min klient er noget overrasket over den drejning, sagen har taget, skriver hun.

Hun ønsker dog ikke at fortælle, hvorfor han er overrasket. Advokaten ønsker heller ikke at sige, hvad sigtelsen nærmere drejer sig om.



- Det er ud fra, hvad han har fortalt mig. Men det bliver lige nu mellem mig og min klient.



/ritzau/

Mest læste