20. SEP 2018 • 20:44SPORT

ADD-direktør ser fordele og ulemper i Rusada-beslutning

Rusland skal leve op til nogle krav, men ophævelsen af suspendering udstiller også Wada, mener Michael Ask.

Der er positive og negative ting forbundet med, at Det Internationale Antidopingagentur (Wada) torsdag lukkede Rusland ind i varmen.



Det mener Michael Ask, der er direktør i Anti Doping Danmark, ADD, efter at Ruslands Antidopingagentur, Rusada, har fået ophævet tre års suspendering af Wada.



- Det er et af de spørgsmål, hvor det er svært at svare ja eller nej.



- Jeg kan se fordele ved det, men jeg kan også se ulemper. Kigger man på det forløb, der oprindeligt blev lavet, så er man gået på kompromis nogle steder, siger Michael Ask.



Her hentyder Michael Ask til, at russerne ikke har skulle anerkende den rapport om dopingproblemerne i Rusland, der blev udarbejdet af Wada med den canadiske professor og advokat Richard McLaren i spidsen.



I stedet fik Rusland lov at forholde sig til den såkaldte Schmid-rapport, der i sommer blev udarbejdet i regi af Den Internationale Olympiske Komité (IOC).



- Forskellen er, at den første kommission var nedsat af Wada, og jeg synes, det er en underminering af egen autoritet, at Rusland fik det tilbud i juni måned. Det er Wada, der er den regulerende myndighed og ikke IOC.



- Sagen udstiller Wadas svaghed. Halvdelen af magten ligger hos IOC, mens den anden halvdel ligger hos regeringer, og de stærke lande som eksempelvis Rusland udøver et enormt pres mod Wada.



- Derfor er det svært at lave objektive beslutninger i Wada, når man er konstrueret på den måde. Det er det største problem, siger Michael Ask.



Han ser dog også fordele ved, at russerne igen er budt velkommen.



- Beslutningen er ikke så skæv, for man har sagt, at Rusland inden nytår skal give adgang til laboratoriet og det materiale, der ligger der.



- Det er et væsentligt gennembrud, for det er der, vi har mulighed for at se, hvad der er, og om der er noget materiale i forbindelse med laboratoriet.



- Rusland har fået en klar deadline, og de bliver sparket ud igen, hvis de ikke lever op til det nye regelsæt fra 1. april i år, men det er ikke sort eller hvidt det her, siger Michael Ask.



Wadas beslutning om at ophæve udelukkelsen af Rusada er de seneste dage blevet mødt med kritik fra 13 lande.

Antidopinglederne fra Australien, Canada, Finland, Irland, Japan, Holland, New Zealand, Norge, Polen, Storbritannien, Tyskland, USA og Østrig udtalte tidligere på ugen en samlet kritik.

Den valgte Michael Ask dog, at han ikke ville skrive under på, selv om han er enig i nogle af punkterne i kritikken.



- Jeg er enig i meget, der står i den skrivelse, men fokus var lidt skævt, synes jeg. Det gik meget på, at Rusland ikke havde sagt undskyld nok og ikke har anerkendt Wada-rapporten.



- Det er jeg enig i, at de burde have gjort, men problemet er, at Wada selv har givet et tilbud (Schmid-rapporten, red.), og så er det svært at kræve noget andet, når Rusland så siger ja til det.



- Min argumentation var, at vi skal koncentrere os om at få et uafhængigt Wada. Det var ikke i fokus i det udspil. Derfor sagde jeg, at der var nogle vigtige ting, der ikke var med, siger Michael Ask.



/ritzau/

Mest læste