17. SEP 2018 • 22:27SPORT

AaB-træner: Nye angribere skal have tid

AaBs nye angribere gik igen målløse fra banen, da mandskabet delte med Vejle mandag aften i Aalborg.

AaB fik kun et point med fra mandagens superligaopgør mod Vejle, der endte 1-1.



Samtidig måtte de to nyindkøbte angribere Tom Van Weert og Philipp Ochs gå fra banen uden at score for anden kamp i træk.



AaB-cheftræner Morten Wieghorst ser positivt på tilførslen af de nye offensive spillere, men anerkender at relationen mellem de to angribere og resten af holdet ikke er helt opbygget endnu.



- Vi får tilført nogle gode muligheder med de spillere. Men det er klart, at relationerne skal der arbejdes på, og det gør vi, siger Morten Wieghorst.

Cheftræneren mener, at angriberne generelt bidrager med kvalitet til AaB-truppen. Men han ved, at de to nye spillere vil kræve tid, før de for alvor kan udløse deres potentiale.



- Tid er ikke det, vi har allermest af i den her branche. Men vi må bruge tiden nu og arbejde på relationerne, så vi kan komme skabe flere chancer og lave flere mål, siger cheftræneren.

At de to angribere måtte gå målløse fra banen, skyldes ifølge Morten Wieghorst ikke kun angribernes præstation.



- Vi vidste, vi ville få plads over Vejles kanter, men generelt manglede vi kvalitet i de bolde, vi slog ind i boksen. Så er det svært at score mod det forsvar, siger Wieghorst.



AaB måtte se bort fra en anden ny tilgang, da Lucas Andersen op til kampen måtte melde afbud med en skade.



Det ærgrer naturligvis Morten Wieghorst.



- Det var en streg i regningen. Vi havde set frem til, at Lucas skulle gøre comeback her på hjemmebane. Men vi turde ikke tage nogle chancer, slutter cheftræneren.



Hvis Lucas Andersen bliver sin skade kvit, kan han være med i AaBs næste opgør ude mod Hobro på søndag.



/ritzau/

Mest læste