14. SEP 2018 • 21:57SPORT

Aalborgs mesterhold knuser Odense i sæsonpremiere

Aalborg indledte den nye sæson i Metal Ligaen med en sikker sejr på hjemmebane mod Odense.

Aalborgs ishockeyhold indledte fredag aften den nye sæson i Metal Ligaen i samme høje gear, som den seneste blev afsluttet.



Danmarksmestrene fra Nordjylland vandt således med 5-1 på hjemmebane mod Odense efter perioderne 2-0, 1-0 og 2-1.

Victor Panelin-Borg og Tobias Ladehoff satte Aalborg i gang med to scoringer inden for et minut i første periode.

Martin Højbjerg tegnede sig for de to næste scoringer, inden Oliver Anker Christensen udbyggede til 5-0 med fem minutter tilbage af kampen.



Odense nåede lige at pynte på facit til 1-5.



Sidste sæsons DM-sølvvinder fra Herning fik derimod en skuffende sæsonstart, da holdet på udebane tabte 4-5 til Frederikshavn efter overtid. Herning var ellers foran med 4-2 undervejs.



Nordjyderne kom foran både 1-0 og 2-1 i første periode, men efter den første pause vendte Herning kampen på hovedet.



Først udlignede Zack Torquato til 2-2 efter 26 minutter og 39 sekunder, og bare 12 sekunder senere i effektiv tid scorede Joachim Linnet til 3-2, i øvrigt på oplæg fra Torquato.



Fem minutter senere øgede Morten Poulsen til 4-2, inden Cam Spiro et minut før anden periodes udløb reducerede til 3-4.



Med syv minutter tilbage af tredje periode scorede Christopher Frederiksen målet, der senere sendte kampen i overtid. Her blev Cam Spiro hjemmeholdets helt med endnu en scoring til 5-4.

I Rødovre hentede Sønderjyske en sejr på 3-1. Stillingen var 1-1 efter anden periode, men sønderjyderne tog stikket med to mål i kampens sidste fem minutter.



I fredagens sidste kamp vandt den seneste sæsons bronzevinder, Rungsted, med hele 8-1 på hjemmebane over Hvidovre. Periodecifrene lød 1-0, 5-1 og 2-0.



/ritzau/

Mest læste