14. SEP 2018 • 11:25SPORT

Fie Udby Erichsen ror sig i VM-finalen i Bulgarien

OL-sølvvinderen fra 2012 blev nummer to i semifinalen, mens det kiksede for Sverri S. Nielsen at nå finalen.

Fie Udby Erichsen er klar til at ro A-finale i singlesculler ved VM i roning.



Fredag sluttede den 33-årige dansker på andenpladsen i sin semifinale, og det var rigeligt til at komme i finalen.



De tre bedste både fra begge semifinaleheat kom videre til finalen, der afvikles søndag.



Fie Udby Erichsen, der vandt OL-sølv i 2012, førte på den første mellemtid.



Senere blev danskeren overhalet af irske Sanita Puspure, der vandt semifinalen suverænt med næsten otte sekunders forspring til danskeren.

Fie Udby Erichsen var lidt over to sekunder foran tyske Annekatrin Thiele, der snuppede den tredje billet til finalen.



I herrernes singlesculler måtte Sverri S. Nielsen se sig henvist til den utaknemmelige fjerdeplads, der ikke gav adgang til finalen.



Danskeren var 0,77 sekunder efter newzealænderen Robert Manson, der blev nummer tre og kom videre til A-finalen.



Sverri S. Nielsen må nøjes med at være med i B-finalen.



/ritzau/

Mest læste