14. SEP 2018 • 10:56SPORT

Viborg HK hyrer Jakob Vestergaard efter trænerfyring

Jakob Vestergaard får kontrakt for resten af sæsonen med Viborg, der har tabt sæsonens første fem ligakampe.

Jakob Vestergaard bliver manden, der skal forsøge at føre håndboldklubben Viborg HK på rette spor.



Klubben meddeler på sin hjemmeside, at han bliver afløseren for Allan Heine, der torsdag blev fyret efter fem liganederlag i lige så mange kampe.



- Jakob er jo et velkendt navn i Viborg HK, da han tidligere har trænet vores ligahold og blandt andet været med til at vinde Champions League to gange.



- Han ved, hvad der kræves for at komme tilbage på toppen og kan tilføre holdet noget ny inspiration og energi, siger Viborg-direktør Henrik Dahl.

Jakob Vestergaard kommer fra et job som træner for Randers HHs herrehold i den næstbedste række, hvor han tiltrådte før denne sæson.



Forinden var han træner for Viborgs herrehold i 2. division.



Jakob Vestergaard vandt Champions League med Viborg tilbage i 2009 og 2010.



Han har desuden haft sin gang i klubber som rumænske Oltchim Valcea og CSM Bukarest, og han var fra 2015 til 2016 landstræner for Tysklands kvinder.



Jakob Vestergaard ser frem til at vende tilbage til den jyske klub, hvor han får kontrakt for resten af denne sæson.



- Først og fremmest har jeg sagt ja til en rigtig spændende opgave med store udfordringer, da jeg er overbevist om, at jeg kan være med til at indfri spillernes potentiale og klubbens ambitioner.



- For mig er det som at vende hjem. Jeg bliver stadigvæk "elektrisk", når jeg træder ind i Vibocold Arena, og jeg glæder mig meget til igen at skulle stå i spidsen for en fantastisk klub med en kæmpe opbakning fra fans og sponsorer, siger træneren.

Jakob Vestergaard får sine første kampe som træner for Viborg i denne omgang, når klubben lørdag og søndag møder ukrainske HC Galytchanka Lviv i EHF Cup-kvalifikationens første runde.



Begge kampe spilles i Viborg.



/ritzau/

24. SEP 2018 • 16:05 FOR ABONNENTER

Fåreavlere genopstod på Gaarden

24. SEP 2018 • 15:50 FOR ABONNENTER

Leder: Jeg magter det ikke

Mest læste