16. AUG 2018 • 19:05SPORT

FC Midtjylland hiver gammel kending tilbage i målet

Målmanden Mikkel Andersen skifter tilbage til FC Midtjylland, hvor han har fået en treårig kontrakt.

FC Midtjylland henter målmanden Mikkel Andersen tilbage fra 1. divisionsklubben Lyngby.



Det skriver klubben i en pressemeddelelse, hvor det oplyses, at Andersen har fået en treårig kontrakt.

29-årige Andersen spillede for FC Midtjylland fra 2015 til 2017 og skiftede herefter til Lyngby. Han var en del af det Lyngby-mandskab, der i sidste sæson rykkede ned i 1. division.

- FCM har aldrig forladt mig, og jeg mærker en stor iver efter at komme i gang, siger målmanden i pressemeddelelsen.

FCM sendte i sidste uge reservekeeperen Bill Hamid til den amerikanske klub DC United, og de forsvarende danske mestre har derfor været på udkig efter en ny keeper, der kan konkurrere med Jesper Hansen om spilletid.



Mikkel Andersen nåede 53 kampe i FCM-trøjen, senest han var i klubben, og parterne ved derfor, hvad de går ind til med aftalen, understreger sportschef Svend Graversen.

- Vi er glade for at hente Mikkel tilbage, for han kender klubben, miljøet og hele vores set up, så vi er meget trygge, siger han.



- Mikkel har tidligere sat et markant og flot aftryk i klubben, så det bliver rart at byde ham velkommen tilbage, lyder det fra Svend Graversen.

Mikkel Andersen har blandt andet en fortid i en række engelske klubber, som han var udlejet til, mens han var på kontrakt i Reading. I Reading fik Andersen fem kampe.

Desuden har han tørnet ud for U19-, U20- og U21-landsholdet.



/ritzau/

22. SEP 2018 • 11:29 FOR ABONNENTER

Sygdom udfordrer en stram økonomi

22. SEP 2018 • 10:40 FOR ABONNENTER

Tilflytterne bedømmer Rune Holm positivt

Mest læste