10. AUG 2018 • 15:27SPORT

Stærk afslutning giver Rindom VM-bronze i Aarhus

Anne-Marie Rindom sejlede sig op gennem feltet i medalrace og endte med at sikre sig bronze.

Sejleren Anne-Marie Rindom sikrede fredag Danmark den første medalje ved VM i vandet ud for Aarhus.

Med en tredjeplads i medalrace vandt den 27-årige dansker bronze i strid blæst i Aarhus-bugten.

Belgiske Emma Plasschaert tog guldet, mens sølvet endte hos Marit Bouwmeester fra Holland.

Allerede før fredagens medalrace stod det klart, at Rindom med en afstand på 23 point til Plasschaert ikke kunne vinde VM-titlen, da der maksimalt kunne indhentes 18 point i medalrace.

Det var derimod muligt for Rindom, der indledte medalrace på den samlede tredjeplads, at gå forbi Marit Bouwmeester, men samtidig havde tre konkurrenter mulighed for at gå forbi danskeren.

Rindom fik ikke den bedste start, da hun vendte som nummer seks af de ti sejlere ved det første mærke. Danskeren droppede yderligere to placeringer ved det andet mærke.

Anne-Marie Rindom var hele tiden i fare for at blive puffet helt ud af medaljepodiet af amerikanske Paige Railey og Sarah Douglas fra Canada, men en stærk afslutning sendte danskeren op på podiet.

Ved tredje mærke havde Rindom kæmpet sig op som nummer fem, og til sidst lykkedes det hende at krydse mållinjen som treer. Alison Young fra Storbritannien var hurtigst foran Mária Érdi fra Ungarn.

Emma Plasschaert tog guldet med 66 point foran Bouwmeester med 75 point. Rindom blev noteret for 85 point.

/ritzau/

Mest læste