9. AUG 2018 • 22:41SPORT

Paul Onuachu pander FC Midtjylland mod EL-playoffrunde

De danske mestre vandt 2-0 ude mod walisiske The New Saints og har det ene ben i Europa Leagues playoffrunde.

Meget skal gå galt for FC Midtjylland, hvis holdet ikke skal gå videre fra de to opgør mod The New Saints i Europa League-kvalifikationen.

De forsvarende danske mestre vandt torsdag aften 2-0 på udebane og sikrede et særdeles godt udgangspunkt før returopgøret om en uge.

Med to mål blev angriberen Paul Onuachu den helt store helt for FC Midtjylland, der i playoffrunden møder taberen af opgøret i Champions League-kvalifikationen mellem svenske Malmö FF og ungarske Vidi FC.

Tidligere var FCM også selv en del af kvalifikationen til Champions League, men holdet blev i sidste uge sendt ud af FC Astana og måtte se drømmen om en plads i Europas mest fornemme klubturnering fordufte.



FCM kom tidligt på sejrskurs i torsdagens opgør mod mestrene fra Wales. Ni minutter var spillet, da et hjørnespark fra Jakob Poulsen ifølge Herning Folkeblad blev mødt af Onuachu, som pandede FCM i front.



Den nigerianske spydspids fordoblede sin og holdets måltotal i kampen 27 minutter inde i opgøret. Igen efter et hjørnespark.

Onuachu lukrerede på, at holdkammeraten Bubacarr Sanneh headede bolden på tværs til Onuachu, som sendte bolden det sidste stykke i mål.

Med et godt resultat i bagagen kunne FCM tillade sig at undlade at komme bragende ud til anden halvleg. Mikkel Duelund fik en chance på en omstilling mod slutningen, men det blev ved 2-0.

FCM møder søndag AC Horsens på hjemmebane. I Superligaen har FCM syv point på fjerdepladsen efter de første fire runder.



/ritzau/

Mest læste