19. JUL 2018 • 18:35SPORT

Geraint Thomas vinder flot Tour-etape på Alpe dHuez

Afslutningen på Alpe dHuez bød på en mindeværdig etape i Tour de France, hvor Geraint Thomas var stærkest.

Der blev budt på underholdende og dramatisk cykelløb i Tour de France på 12. etape.



Geraint Thomas (Sky) vandt etapen, der havde målstreg på det legendariske bjerg Alpe dHuez.

Det var anden etape i træk, at Geraint Thomas vandt. Waliseren bevarede dermed den samlede føring og den gule trøje.



Tom Dumoulin (Sunweb) kom ind på andenpladsen to sekunder efter Geraint Thomas, som var bedst i spurten på toppen af Alpe dHuez.



Romain Bardet (AG2R) blev treer tre sekunder efter Geraint Thomas, mens Chris Froome (Sky) blev nummer fire yderligere et sekund efter.

Det var først på de sidste fem-ti kilometer, at de store favoritter rørte på sig og kæmpede for etapesejren.

Længe havde Steven Kruijswijk (LottoNL-Jumbo) ført an på Alpe dHuez, men hollænderen kunne ikke holde forfølgerne væk.

Det var Froome, som i et angreb var manden, som lidt over tre kilometer fra mål hentede en træt Kruijswijk, der endte som tier på etapen.

Forinden var der en nærgående tilskuer, som havde puffet til Froome, som dog holdt sig på cyklen og kunne køre videre.



Jakob Fuglsang mistede for anden dag i træk tid, men Astana-rytteren kom godt tilbage på de sidste kilometer og sluttede som nummer otte - 42 sekunder efter etapevinderen.

Danskeren er nu nummer 11 i det samlede klassement - 5 minutter og 45 sekunder efter Geraint Thomas.

Geraint Thomas fører løbet med 1 minut og 39 sekunder til holdkammeraten Chris Froome. Tom Dumoulin er yderligere 11 sekunder efter på en tredjeplads.

Afslutningen på Alpe dHuez bød også på en dramatisk episode, da Vincenzo Nibali (Bahrain-Merida) pludselig lå i asfalten.

Det vides endnu ikke, hvad der skete med Nibali.

Italieneren kom dog op på cyklen igen og kæmpede sig tilbage og op på en syvendeplads blot 13 sekunder efter Geraint Thomas.



Inden dramaet på Alpe dHuez begyndte etapen med et brag. Hele vejen hen til foden af torsdagens første stigning, Col de la Madeleine, forsøgte ryttere på stribe uden held at komme væk.



Inde på de 25 kilometer mod toppen lykkedes det Movistar-holdet som en af de store initiativtagere at sætte Sky under voldsomt pres. Og da røgen havde lagt sig, lå 30 ryttere i front.

Blandt dem top-15-rytterne Alejandro Valverde (Movistar), Ilnur Zakarin (Katusha), Mikel Nieve (Mitchelton-Scott) samt Kruijswijk.



Danske Jesper Hansen (Astana) var der også, og på toppen af stigningen uden for kategori havde frontgruppen et forspring på næsten tre minutter.



Sky kontrollerede tempoet med Fuglsang som passager frem mod dagens tredje bjerg, som bød på en 29 kilometer lang stigning op ad Col de la Croix de Fer.

Hurtigt faldt Jesper Hansen fra, men helt ude foran sad stadig 11 ryttere anført af den meget velkørende Kruijswijk.



Den flyvende hollænder kørte alene afsted og havde på toppen af det sidste bjerg før finalen op ad Alpe dHuez tre minutter ned til de nærmeste forfølgere og seks minutter ned til hovedfeltet. Da var der 54,5 kilometer til mål.



Etapen kostede dyrt for flere af feltets sprintere. Både André Greipel og de to dobbelte etapevindere Dylan Groenewegen og Fernando Gaviria stod af.



I forvejen var også Mark Cavendish, Marcel Kittel og Michael Matthews ude af løbet.



/ritzau/

Mest læste

15. DEC 2018 • 12:02 FOR ABONNENTER

Tre på stribe til Cort