19. JUL 2018 • 13:07SPORT

Dansk debutant på mytisk bjerg: Kører nok ikke om kap

Tre danske Tour de France-ryttere oplever for første gang infernoet i hårnålesvingene på Alpe dHuez.

Spørger man garvede Tour de France-ryttere, findes der hårdere og langt mere frygtindgydende stigninger. Men ingen bjerge i cykelsporten er så berømte som Alpe dHuez.

Det mytiske bjerg med de 21 hårnålesving, der under Tour de France samler hundredtusinder af vildt begejstrede tilskuere, er ganske enkelt noget særligt.

- Det er jo en legendarisk stigning. På papiret er det måske ikke den vildeste, men det er sandsynligvis det sted i verden, man kan samle flest tilskuere til cykelløb, siger Astana-rytteren Magnus Cort.

Alpe dHuez lægger målstreg til torsdagens etape, og det bliver første gang, at 25-årige Cort skal køre et rigtigt cykelløb på bjerget.

Men faktisk "tyvstartede" han som teenager på en cykelrejse arrangeret af den tidligere OL-guldvinder Dan Frost.

- Jeg var 16 år og sammen med min far. Jeg var klart den yngste, alle de andre var voksne mænd. Men jeg kom da først op. Denne gang kører jeg nok ikke om kap opad, siger Cort med et grin.

En ryttertype som ham har det bedre i fladt eller kuperet terræn end på 13,8 kilometers klatretur med en gennemsnitlig stigning på 8,1 procent.

Det samme kan man sige om den to år yngre Søren Kragh Andersen, som for første gang skal stifte bekendtskab med området.

- Jeg har aldrig nogensinde været der, men jeg har selvfølgelig set det i tv, så jeg er spændt på at prøve det.

- Det bliver sjovt at opleve stemningen, selv om jeg nok ikke kommer op som en af de ti første, siger Søren Kragh Andersen.

Også den mere bjergegnede Jesper Hansen debuterer på Alpe dHuez, og der er garanti for, at benene allerede er godt ømme, inden han når det første af de 21 sving.

Forinden har rytterne nemlig trampet sig over både den 26 kilometer lange Col de la Madeleine og den seje, udmarvede Col de la Croix de Fer, som stiger i næsten 30 kilometer.

/ritzau/

15. DEC 2018 • 17:34 FOR ABONNENTER

Gudhjem Bus havde ikke æbleskiver nok

15. DEC 2018 • 17:11

Der er glat på vejene

15. DEC 2018 • 16:51 FOR ABONNENTER

Der var ikke plads til alle ved konkurssalg

Mest læste

15. DEC 2018 • 12:02 FOR ABONNENTER

Tre på stribe til Cort