19. JUL 2018 • 13:03SPORT

Pusic forlader Horsens fire dage efter sin ankomst

Den østrigske angriber Martin Pusic nåede kun at være på kontrakt i AC Horsens i fire dage.

Fire dage.

Så længe nåede den østrigske angriber Martin Pusic at være i superligaklubben AC Horsens.

Holdet har således torsdag ophævet Pusics kontrakt, som han skrev under på så sent som i søndags.

Det skriver klubben på sin hjemmeside.

- Vi har haft utallige samtaler med Martin omkring hans tiltræden i AC Horsens. Men Martin kommer efter to dage og siger, at han ikke kan se sig selv spille i AC Horsens efter vores sejr i Parken.

- Vi havde derefter mange samtaler med Martin omkring hans ønske. Vi har her i klubben et kodeks om, at vi tager menneskelige hensyn til vores spillere, når det gælder et samarbejde.

- Når Martin ikke kan se sig selv spille her, imødekommer vi selvfølgelig hans ønske på baggrund af vores værdier, siger Horsens-træner Bo Henriksen til klubbens hjemmeside.

Den 30-årige angriber siger, at han efter fem år i dansk fodbold ikke kan se sig selv spille i Danmark længere.

- Jeg har opnået det, jeg kunne i Danmark og ønsker at udfordre mig selv uden for Danmark.

- Jeg har ikke noget negativt at sige om AC Horsens. Det er en klub med kvalitet, hvilket jeg selv så i mandags i Parken efter 2-1-sejren over FC København.



- Jeg ønsker AC Horsens alt det bedste fremover, siger Pusic til klubbens hjemmeside.

Pusics ord torsdag står i stærk kontrakt til angriberens udtalelser, da han skrev under med Horsens søndag.

Her kaldte han skiftet til den midtjyske klub for "det rigtige valg i min karriere".

- Jeg er professionel og gør altid mit bedste for at hjælpe holdet, og det er den måde, vi skal få succes på, sagde Pusic søndag.

Angriberen nåede kun at spille cirka tyve minutter for Horsens, efter at han blev skiftet ind i slutningen af mandagens kamp i Parken mod FCK.

Pusic kom til Danmark i 2014, da Esbjerg hentede østrigeren til det vestjyske. Tiden i landet har også budt på ophold i FC Midtjylland, FCK, AGF og senest altså fire dage i Horsens.

Han blev med 17 mål superligatopscorer i 2014/2015-sæsonen.



/ritzau/

Mest læste