10. JUL 2018 • 21:00SPORT

Spillere i Juventus byder Ronaldo velkommen

Cristiano Ronaldos nye holdkammerater i Juventus glæder sig, mens Real Madrid-spillere ønsker held og lykke.

Tirsdag blev det offentliggjort, at fodboldstjernen Cristiano Ronaldo efter mange år i spanske Real Madrid skifter til den italienske storklub Juventus.

Flere af Ronaldos nye holdkammerater i Juventus har tirsdag budt portugiseren velkommen til den italienske klub.

Det gælder blandt andre den argentinske angriber Paulo Dybala.

Også tyske Sami Khedira, som tidligere har spillet med Ronaldo i Madrid, glæder sig over verdensstjernens ankomst.

- Velkommen til Torino, Cristiano. Vi havde en stor tid sammen i Madrid, jeg kan ikke vente med at komme tilbage og arbejde med dig. I dag er en speciel dag for Juventus, skriver Khedira på Twitter.

Ronaldo har de sidste mange år kæmpet med argentinske Lionel Messi om titlen som verdens bedste fodboldspiller, og det kan derfor ikke blive meget bedre for klub, fans og spillere i Juventus, at en af verdens allerbedste kommer til klubben.

Modsat mister Real Madrid nu klubbens helt store stjerne. Der er dog ikke bitterhed at spore blandt Madrids spillere, hvor flere ønsker Ronaldo held og lykke med på vejen.

Den spanske forsvarspiller Sergio Ramos understreger 33-årige Ronaldos mange bedrifter i Real Madrid-trøjen.



- Dine mål, dine tal og alt, vi har vundet samme, taler for sig selv. Du har fortjent en speciel plads i Real Madrids historie. Som "Madridistas" vil vi altid huske dig. Det har været en fornøjelse at arbejde med dig, skriver Ramos på twitter.

Ronaldo har spillet i Real Madrid de seneste ni år. I den tid har han været med til at vinde 16 trofæer med klubben. Fire af dem er vundet i Champions League, blandt andet i de seneste tre sæsoner.



Han kom til klubben i 2009 fra Manchester United, og inden da tørnede han ud for Sporting Lissabon i hjemlandet.

/ritzau/

24. SEP 2018 • 10:14SPORT

Cort kørte VM i Østrig

24. SEP 2018 • 09:20 FOR ABONNENTER

Forening investerer i bedre boliger i Rønne

Mest læste