11. JUN 2018 • 19:59SPORT

French Open-finalist tager stort spring på verdensrangliste

Sloane Stephens avancerer seks pladser og er nummer fire i verden, mens Serena Williams rykker 268 pladser op.

Lørdag spillede Sloane Stephens for første gang i karrieren finale ved tennisturneringen French Open i Paris.



Selv om hun tabte finalen i tre sæt til topseedede Simona Halep, kan Sloane Stephens notere sig et stort spring på den verdensrangliste, som kvindernes tennisorganisation, WTA, offentliggjorde mandag.

Her er Sloane Stephens avanceret seks pladser, så hun nu er nummer fire i verden.



Det er den 25-årige Sloane Stephens højeste rangering nogensinde.



Amerikaneren deltog ikke ved sidste års French Open, og hun havde derfor ingen point at forsvare ved den franske grand slam-turnering, der bliver spillet på grus.



Sloane Stephens vandt sidste år grand slam-turneringen US Open, men hun røg derefter ind i et formdyk og tabte efter triumfen sin første kamp i adskillige turneringer i træk.



Ranglisten toppes fortsat af rumænske Simona Halep med danske Caroline Wozniacki og spanske Garbiñe Muguruza på de efterfølgende pladser.



Letten Jelena Ostapenko, der sidste år vandt French Open, er faldet fra en femteplads til en 12.-plads, efter at hun i år blev sendt ud i første runde i Paris.



Længere nede i feltet avancerer den tidligere suveræne verdensetter Serena Williams 268 pladser, så hun nu er nummer 183 i verden.



Amerikaneren, der for nylig vendte tilbage til tennisbanerne efter at være blevet mor for første gang, nåede ottendedelsfinalen ved French Open.



Hun måtte trække sig fra kampen mod russiske Maria Sharapova med en skade.



Netop Maria Sharapova avancerer syv pladser til en 23.-plads.



Hos mændene holder Rafael Nadal lige akkurat fast i førstepladsen, efter at spanieren søndag vandt French Open-titlen for 11. gang i karrieren.



Den 32-årige spanier pustes i nakken af den 36-årige schweizer Roger Federer, der ikke stillede op i Paris.



/ritzau/

Mest læste