11. JUN 2018 • 17:49SPORT

Italiener slår Sagan og sikrer etapesejr i Schweiz Rundt

Sonny Colbrelli kørte en lang spurt og sejrede på 3. etape af Schweiz Rundt. Magnus Cort blev nummer fem.

Alt var lagt til rette for Peter Sagan, men det lykkedes ikke den slovakiske cykelrytter fra Bora-holdet at hente sin anden etapesejr på stribe, da 3. etape af Schweiz Rundt blev kørt mandag.

I stedet vandt italienske Sonny Colbrelli (Bahrain-Merida), der åbnede tidligt i spurten og holdt hjem foran colombianske Fernando Gaviria (Quick-Step), der for anden dag i træk blev nummer to.



Peter Sagan endte på tredjepladsen, mens danske Magnus Cort blev nummer fem.



Et udbrud med tre ryttere stak hurtigt af, efter at etapen på cirka 183 kilometer fra Oberstammheim til Gansingen var påbegyndt.

Italienske Filippo Zaccanti (Nippo-Vini Fantini), franske Fabien Grellier (Direct Énergie) og australieren Calvin Watson (Aqua Blue Sport) fik oparbejdet et forspring på omkring seks minutter, men langsomt svandt forspringet.

Lidt over 35 kilometer før mål stak Christopher Juul-Jensen (Michelton-Scott) af fra hovedfeltet og optog alene jagten på udbrydergruppen.

Danskeren fangede først Calvin Watson, der var blevet sat af sine to kolleger i udbruddet.

Senere kørte Christopher Juul-Jensen op til Filippo Zaccanti og Fabien Grellier.

Udbruddet lignede dog en stakket frist, for bagfra blev der sat tempo i feltet.

Ni kilometer før målstregen var det slut for Christopher Juul-Jensen og hans kolleger i udbruddet, og så var det tid til en spændende finale.

Ikke mindst var det interessant at se, om søndagens vinder af 2. etape, Peter Sagan, kunne vinde sin 17. etapesejr i karrieren i det schweiziske løb.

Etapen var godt lagt til rette for en rytter af verdensmesterens kaliber, men også andre forsøgte at blande sig.

Heriblandt Magnus Cort (Astana), der lagde sig langt fremme i feltet.

Seks kilometer fra mål satte Peter Sagan et højt tempo, da det gik opad, hvilket trak feltet ud og gjorde mange ryttere møre.

Astana-kaptajn Jakob Fuglsang sad fortsat med fremme, men det var landsmanden Søren Kragh Andersen (Sunweb), der med lidt over tre kilometer til mål angreb og kom fri af feltet.

Danskeren blev dog indhentet cirka to en halv kilometer fra mål, og så endte det med en sejr til Sonny Colbrelli.



Schweizeren Stefan Küng (BMC) fører fortsat i den samlede stilling.

/ritzau/

15. OKT 2018 • 17:08 FOR ABONNENTER

Valentinos er tilbage: Vi kan ikke undvære det

15. OKT 2018 • 15:14 FOR ABONNENTER

Mandagens leder: Øen og Christiansøfarten er vokset sammen

Mest læste

12. OKT 2018 • 18:32 FOR ABONNENTER

Viking og Tejn mødes i første lokale opgør i e-sport

11. OKT 2018 • 14:05 FOR ABONNENTER

Pigefodbold er igen blevet populært på Bornholm