11. JUN 2018 • 15:56SPORT

Arsenal-legende skal tæmme Balotelli i Nice

Den franske Arsenal-legende Patrick Vieira forlader New York City FC og tiltræder hos Nice i hjemlandet.

Den pensionerede fodboldspiller og Arsenal-legende Patrick Vieira stopper som cheftræner for MLS-klubben New York City FC og tiltræder i stedet i samme job i den franske klub Nice.

Det meddeler begge implicerede klubber.



- Det har været en enormt svær beslutning for mig og min familie at forlade New York. Der er ikke blevet taget let på den.



- Mange drømmer om at få muligheden for at blive cheftræner i New York. De passionerede fans har gjort det til en af de største oplevelser i min tid i fodbold, siger Patrick Vieira til MLS-klubbens hjemmeside.

I Nice afløser han Lucien Favre, der i den forgangne sæson førte klubben til en skuffende ottendeplads i ligaen.

Klubben, der har den italienske spradebasse Mario Balotelli i spilletruppen, havde en tredjeplads at forsvare fra sæsonen før.

Vieira indledte trænerkarrieren i spidsen for Manchester Citys reserver, inden turen gik til New York.

Som aktiv spiller slog han primært sine folder i Arsenal i perioden fra 1996 til 2005. Desuden optrådte han for blandt andet Milan, Juventus, Inter og Manchester City.

Han spillede 107 landskampe for Frankrig og var med til at vinde VM i 1998 og EM i 2000.

/ritzau/Reuters

Mest læste