17. MAJ 2018 • 00:46SPORT

Bendtner åbner målfest i Rosenborgs sejr over Lillestrøm

Nicklas Bendtner scorede det første mål, da Rosenborg besejrede Lillestrøm med 3-0 i den norske liga.

Den danske fodboldspiller Nicklas Bendtner kom på måltavlen, da Rosenborg onsdag besejrede Lillestrøm med 3-0 i den norske eliteserie.



Bendtner scorede efter 13 minutters spil målet til 1-0, da han blev spillet flot fri foran mål af norske Birger Meling.

Rosenborg sad på det meste af kampen, og Bendtner var med i flere gode aktioner og blev kåret til man of the match.

Efter 20 minutters spil måtte den danske landsholdsspiller modtage behandling på banen efter en hård tackling i Lillestrøms straffesparksfelt, der dog ikke udløste et straffespark fra kampens dommer.

Bendtner kom dog på benene igen.

Den 30-årige dansker er netop blevet udtaget af den danske landstræner Åge Hareide til den bruttotrup, der er i spil til at komme med til VM.



Målet til 2-0 blev scoret af norske Andre Helland. Midt i anden halvleg blev Bendtner skiftet ud til fordel for Alexander Søderlund, og kort efter scorede den indskiftede spiller til 3-0 efter assist fra danske Jacob Rasmussen.

Også Mike Jensen startede på banen for Rosenborg, og de tre danskere spillede en flot kamp.

Rosenborg ligger nummer to i den norske liga med fem point op til Brann på førstepladsen.

Der var to danske scoringer, da Sarpsborg 08 vandt 4-0 hjemme over Start.

Både Patrick Mortensen og Matti Lund Nielsen kom på måltavlen for hjemmeholdet.



/ritzau/

Mest læste