15. MAJ 2018 • 14:56SPORT

18 personer kommer til skade under Iniesta-interview

En midlertidig tribune kollapsede, da en tv-station tirsdag lavede et interview med Andrés Iniesta.

18 personer kom tirsdag til skade i forbindelse med et tv-interview i Barcelona med den spanske fodboldstjerne Andrés Iniesta.



Det meddeler Barcelonas rådhus ifølge nyhedsbureauet AP.



En tv-producent havde på en fodboldbane opstillet en midlertidig tribune med siddepladser, og denne kollapsede, så 18 tilskuere til interviewet kom til skade.

11 af personer - heriblandt to mindreårige - blev bragt til det nærmeste hospital, mens de øvrige blev behandlet på stedet.



For alles vedkommende er der tale om mindre skader.



Den 34-årige Iniesta meddelte i sidste måned, at han stopper i FC Barcelona ved udgangen af denne sæson.

Hans næste destination er ikke officiel, men vedvarende rygter sender midtbanespilleren til kinesisk fodbold.



Selv regner han også med, at sommerens VM bliver hans sidste for landsholdet.



- Med mindre noget underligt sker, så bliver dette VM min sidste optræden for det spanske landshold, siger Iniesta til Onda Cero Radio tirsdag.

Iniesta scorede sejrsmålet, da Spanien i 2010 vandt VM-finalen 1-0 over Holland.



Han var desuden med til at vinde EM i 2008 og 2012.



/ritzau/AP

Mest læste