21. NOV 2017 • 15:49SPORT

Hørsholm-chef bliver landstræner for danske basketdamer

Jesper Krone er udpeget som landstræner for det genopståede damelandshold i basketball.

Det danske damelandshold i basketball genopstår efter et års dvale, og nu har Danmarks Basketball-Forbund (DBBF) udpeget træneren, der skal stå i spidsen for holdet.

Valget er faldet på Jesper Krone, som også er træner for dameligaens aktuelle tophold, Hørsholm 79ers.

- Jesper Krone er den helt rette profil at have i spidsen for dette projekt. Hans erfaring og succes med dameligahold i BK Amager og Hørsholm de seneste år vidner om stor kvalitet.



- Jesper er dygtig i relationsarbejdet med spillerne, og det har vi vægtet højt, siger Susie Heede, fra DBBFs eliteudvalg i en pressemeddelelse.

Damelandsholdet har i praksis været nedlagt i et år på grund af en presset økonomi i forbundet.

Nu er man klar til at genopbygge holdet, og første vigtige punkt på kalenderen bliver EM for "Small Nations", der spilles i Dublin i slutningen af juni.

Samtidig opretter forbundet et U20-landshold og har hyret Ole John Nielsen som træner. Han bliver samtidig assisterende træner for A-landsholdet.

- Det er ekstremt vigtigt for dansk damebasket, at det nu er lykkedes at genoptage damelandsholdsaktiviteterne.



- Vi skylder damesiden kontinuitet og kvalitet, og med genoptagelsen af seniorlandsholdet og oprettelsen af U20, tager vi et stort skridt i den rigtige retning, siger Susie Heede.

U20-landsholdet deltager i EM, der spilles i juli næste år.



/ritzau/

Mest læste