20. NOV 2017 • 21:53SPORT

Curlingkvinder henter første sejr ved EM

Danmarks curlingkvinder fik succes i fjerde forsøg ved EM, da det blev til en 6-3-sejr over Tjekkiet.

Efter tre nederlag i træk som indledning på EM-turneringen i Schweiz kom de danske curlingkvinder på vinderkurs mandag med en sejr over Tjekkiet.

Danmark vandt kampen med 6-3 efter en tæt og jævnbyrdig kamp, mens det senere mandag blev til et nederlag på hele 2-12 til Rusland.



Tjekkiet kom foran 1-0 i anden ende, men det lykkedes hurtigt for danskerne at komme tilbage i opgøret.

I fjerde ende udlignede Danmark til 1-1, og i femte ende blev en dansk føring på 3-1 etableret.

Tjekkerne svarede igen ved at reducere til 2-3 i sjette ende, inden Skipper Madeleine Dupont og resten af det danske hold øgede til 4-2 i syvende ende.

Det lykkedes Tjekkiet at reducere endnu en gang i ottende ende med en enkelt sten i huset, inden danskerne lukkede kampen i niende ende og bragte sig foran med 6-3.

Tjekkerne opgav at spille tiende og sidste ende, og dermed var den danske sejr en realitet.

- Den sejr har været længe undervejs, men vi havde også et svært program mod Schweiz, Sverige og Skotland i vores tre første kampe. Jeg synes ikke, der er noget galt med vores spil.



- Vi ved, at det er hårdt at konkurrere mod disse professionelle curlingspillere, når vi kun træner nogle få gange om ugen, siger Madeleine Dupont til turneringens hjemmeside.



Danmark indledte turneringen i St. Gallen med nederlag til de schweiziske værter, Sverige og Skotland.



Senere mandag indkasserede danskerne dog et stort nederlag, da Rusland slog Danmark 12-2.



Det danske hold var bagud 1-6 efter fjerde ende, og da russerne efter sjette ende havde øget til 12-2 var opgøret slut.



Efter fem af i alt ni gruppekampe indtager Danmark en delt ottendeplads blandt de ti deltagende hold. De fire bedste skal i slutningen af næste uge kæmpe om medaljerne.

/ritzau/

Mest læste