14. NOV 2017 • 11:09SPORT

Italienske stjerner trækker sig fra landsholdet

Gianluigi Buffon, Andrea Barzagli, Daniele De Rossi og Giorgio Chiellini stopper efter VM-nedtur mod Sverige.

En lang række rutinerede stjerner stopper på Italiens fodboldlandshold efter mandagens VM-fiasko mod Sverige.

Størst opmærksomhed fik Juventus-målmand Gianluigi Buffon, da han efter 0-0-kampen i Milano meddelte sin afgang. Den 39-årige keeper får dog selskab af flere prominente navne.

Forsvareren Andrea Barzagli tager også sin afsked med landsholdet efter 13 års tjeneste.

Den 36-årige Juventus-forsvarer var i 2006 - ligesom Buffon - med på det italienske landshold, der tog VM-titlen i Tyskland.

Det samme var den to år yngre Daniele De Rossi, som også stopper på landsholdet. Midtbanespilleren fra Roma var for 11 år siden en af målscorerne i VM-finalen mod Frankrig, der blev slået i en straffesparkskonkurrence.



33-årige Giorgio Chiellini er også færdig med landsholdet efter mange år i det italienske midterforsvar.



Modsat de øvrige stjerner, der nu stopper hos Italien, var Juventus-forsvareren ikke en del af det hold, der gik hele vejen i Tyskland.



/ritzau/AFP

Mest læste