22. SEP 2017 • 16:17SPORT

Ronaldo, Neymar og Messi kæmper om Fifa-pris

Cristiano Ronaldo, Neymar eller Lionel Messi får Fifa-pris i London, hvor også FC København kan blive hædret.

Portugiseren Cristiano Ronaldo, brasilianeren Neymar eller argentineren Lionel Messi.

En af de tre superstjerner løber med prisen som bedste herrespiller ved en prisuddeling hos Det Internationale Fodboldforbund (Fifa).

Trioen blev offentliggjort på en shortlist fredag.

Ronaldo vandt prisen sidste år efter at have vundet Champions League med Real Madrid og EM med Portugal.

Han kan meget vel genvinde prisen, eftersom han også i den forgangne sæson spillede en hovedrolle, da Real Madrid vandt det spanske mesterskab samt Champions League.

Vinderen bliver annonceret ved en ceremoni i London 23. oktober.

Stemmer fra landstrænere og landsholdsanførere samt fans og medier placerer priserne ved uddelingen i London.



Her kan også FC København blive hædret. Den danske mesterklub er nomineret til en fanpris.

- Den fine gestus fra pokalfinalen, hvor en af de trofaste drenge fik lov til at hæve pokalen, er der blevet lagt mærke til - også uden for landets grænser.

- Således er den af Fifa blevet nomineret til årets Fan Award ved The Best Fifa Football Awards i London den 23. oktober, skriver FC København på sin hjemmeside.

FCK er nomineret i selskab med tyske Borussia Dortmund og Celtic fra Skotland.



/ritzau/

Mest læste