17. SEP 2017 • 22:52SPORT

Real Madrid finder melodien og slår formstærke Sociedad

Efter to uafgjorte ligakampe kom Real Madrid tilbage på vinderkurs med en udesejr over Real Sociedad.

Real Madrid har fået en haltende indledning på sæsonen i Primera Division, men søndag aften var der succes.



Her vandt Real ude over Real Sociedad, der mødte op med tre ligasejre på stribe.



I fjerde runde gik det dog galt, og gæsterne kunne tage hjem med en 3-1-sejr.

Den bragte Real Madrid på fjerdepladsen med otte point lige efter Sociedad, der på tredjepladsen har ni point.



Cristiano Ronaldo afsonede sin sidste karantænedag, mens også Karim Benzema, Toni Kroos og Marcelo var ude med henholdsvis skader og karantæne.



Daniel Carvajal var dog med, og han kunne glæde sig over, at han søndag forlængede kontrakten med Real Madrid, så den løber frem til 2022.



Første halvleg blev en munter affære med tre scoringer.



Først kom Real foran ved Borja Mayoral efter 19 minutter efter en flot detalje af Sergio Ramos.



Ramos var dækket hårdt op, men fik bolden under kontrol og lagde den til rette for den 20-årige angriber, der kom løbende og bragede bolden i mål til 1-0.



Real Sociedad har haft en god sæsonstart og vandt senest 4-0 over Rosenborg i Europa League.



Efter 28 minutter viste hjemmeholdet hvorfor med en flot aktion.



Alvaro Odriozola sendte bolden ind i Real-feltet langt ude fra højre side, og her afsluttede midtbanespilleren Kevin Rodrigues sikkert og bankede bolden i mål til 1-1.



Så skulle Real have en hjælpende fod for at komme foran 2-1, og det var målscoren Rodrigues, der var uheldig.



I det 36. minut driblede Mayoral i højre side i feltet, og sendte en hård bold ind i feltet, hvor Kevin Rodrigues glidende var uheldig at score i eget mål.



Hjemmeholdet gav gæsterne god modstand efter pausen, men Gareth Bales hurtighed var alligevel for meget efter en times spil.



Waliseren, der ellers havde været ganske anonym, viste klasse, da han oversprintede sin oppasser og lobbede bolden over den fremadstormende Sociedad-keeper Geronimo Rulli.



Resten af halvlegen var særdeles underholdende med chancer i begge ender, men der blev ikke scoret mere.



Tidligere søndag vandt Sevilla 1-0 ude over Girona. Her var Simon Kjær ikke i kamp, mens Michael Krohn-Dehli fik de sidste fem minutter på banen.



Sevilla ligger på andenpladsen i ligaen efter FC Barcelona med ti point.

/ritzau/

Mest læste