11. AUG 2017 • 22:45SPORT

Arsenal får sen sejr i målrig sæsonåbner mod Leicester

To indskiftere sørgede for Arsenal-sejr, da London-klubben åbnede sæsonen med målrig kamp mod Leicester.

To indskiftere fik hovedroller, da fodboldklubben Arsenal fredag aften åbnede sæsonen i den engelske Premier League med en sent tilkæmpet 4-3-hjemmesejr over Leicester, der havde Kasper Schmeichel på mål.



Aaron Ramsey og Olivier Giroud blev skiftet ind midt i anden halvleg, da Arsenal var bagud 2-3, men efter et mål af hver spiller i slutfasen vandt Arsenal altså kampen.



Arsenal fik en drømmestart, da nyindkøbte Alexandre Lacazette bragte hjemmeholdet foran allerede i kampens andet minut.



Den franske angriber headede bolden utageligt ind bag Kasper Schmeichel.

Der gik kun få minutter, før Leicester fik udlignet, og også 1-1-målet blev sat ind med hovedet.



Japanske Shinji Okazaki stod klar tæt ved målet og headede udligningen ind, efter at Arsenal-målmand Petr Cech var blevet udspillet i sekvensen forinden.



Herefter måtte publikum på Emirates Stadium vente til efter cirka en halv times spil, før den næste scoring kom, og igen var gæsterne på pletten.



Arsenal smed bolden væk på egen banehalvdel, og Marc Albrighton smækkede et flot indlæg ind til Jamie Vardy, der bankede bolden i mål til 2-1.



Den eksplosive halvleg sluttede, som den begyndte; med en scoring.



Danny Welbeck fik udlignet til 2-2, da han blev spillet helt fri foran mål af Sead Kolasinac.



Cirka ti minutter inde i anden halvleg bragte Jamie Vardy Leicester foran for anden gang i kampen, da han headede bolden i mål til 3-2.



Midtvejs i halvlegen foretog Arsenals manager, Arsène Wenger, så sit afgørende træk, da han skiftede både Aaron Ramsey og Olivier Giroud ind.



Syv minutter før tid bankede Ramsey bolden i mål til 3-3, og to minutter senere headede Giroud sejrsmålet i mål via underkanten af overliggeren.



/ritzau/

16. DEC 2017 • 09:31 FOR ABONNENTER

Her er køberen: Nexø Havn har solgt 23.000 kvm stor grund

16. DEC 2017 • 07:23 FOR ABONNENTER

Rønnedrengen fornyede dansk malerkunst

Mest læste