19. JUN 2017 • 17:43SPORT

To europæiske grandprixer vender tilbage til Formel 1

Frankrig og Tyskland vender tilbage i løbskalenderen i 2018, mens grandprixet i Malaysia udgår.

Racerkøreren Kevin Magnussen (Haas) og konkurrenterne i Formel 1 skal køre endnu mere i Europa i 2018.

Det franske og tyske grandprix vender til næste år tilbage i løbskalenderen, oplyser Den Internationale Motorsportsunion (FIA).

Efter 19 år med Sepang-banen i Kuala Lumpur som en fast bestanddel af motorsportens kongeklasse skal Formel 1-kørerne ikke forbi Malaysias hovedstad i 2018.

Kalenderen udvides dermed fra 20 til 21 grandprixer med start i Melbourne 25. marts.

Frankrigs Formel 1-grandprix blev senest afviklet i 2008, hvor der blev kørt på Magny-Cours-banen. Næste års grandprix i Frankrig er henlagt til Le Castellets Paul Ricard-banen nær Marseille.

Økonomiske problemer er årsag til, at Tysklands Formel 1-grandprix ikke er blevet kørt i 2016 og 2017.

Udfordringerne er nu løst, og Hockenheim er med på kalenderen for næste år.

11 af næste års 21 grandprixer bliver kørt i Europa, fem afholdes i Asien, fire i Nord-, Syd- og Mellemamerika samt et enkelt i Australien.



/ritzau/

Mest læste