19. MAJ 2017 • 10:54SPORT

Tidligere landsholdsspiller stopper i AaB

Thomas Enevoldsen forlader AaB, når hans kontrakt udløber til sommer. Han vil til udlandet igen.

Den tidligere landsholdsspiller Thomas Enevoldsen forlader AaB, når hans kontrakt udløber efter denne sæson.

Det meddeler klubben på sin hjemmeside.

- Thomas har nu ønsket at prøve sig selv af i udlandet endnu engang, hvilket vi respekterer og ønsker ham al mulig held og lykke med, siger AaB-sportschef Allan Gaarde.

I 2009 drog Enevoldsen første gang til udlandet, da han skiftede til hollandske Groningen, hvorfra han drog videre til belgiske Mechelen i 2012.

Det blev til fem år i udlandet, inden han i 2014 vendte hjem til AaB - først på en lejekontrakt og efterfølgende på en permanent aftale.

Han har været lidt inde og ude af AaBs hold i denne sæson, og han håber at kunne puste nyt liv i karrieren med endnu en tur til udlandet.

- For mig handler det nu om at genfinde mit niveau, og her er det min førsteprioritet at få endnu et udlandsophold, lyder det fra den 29-årige offensivspiller.

Han står noteret for 11 landskampe for Danmark og var med ved VM-slutrunden i 2010. Her blev det til en enkelt kamp. Den seneste landskamp var i 2011.



/ritzau/

Mest læste

24. MAJ 2017 • 09:00SPORT

Alle fire bestod prøven