18. MAJ 2017 • 22:44SPORT

Harry Kane skyder Schmeichel i sænk og er topscorer

Christian Eriksen fik fri, og Harry Kane tog over med fire scoringer, da Tottenham smadrede Leicester 6-1.

Harry Kane har været sat ude af spillet over flere omgange i denne sæson i Premier League.



Alligevel kunne den engelske landsholdsangriber torsdag aften nyde, at han er topscorer i ligaen inden sidste spillerunde.



Harry Kane bankede bolden i mål fire gange, da Tottenham udraderede Leicester og Kasper Schmeichel 6-1 på udebane.



Dermed har Kane scoret 26 mål i ligaen indtil videre.



Evertons Romelu Lukaku er noteret for 24 sæsontræffere inden sidste spillerunde.



Tottenham har allerede sikret sig andenpladsen i ligaen, mens Leicester ikke har meget at spille for i sæsonafslutningen.



Måske derfor havde Christian Eriksen fået fri, og han sad på bænken i hele kampen.



Efter 25 minutter blev Heung-Mon Son sendt afsted med en lang stikning, og sydkoreaneren fandt Harry Kane, der ikke svigtede og bragte gæsterne foran 1-0.



Ti minutter senere slog Son så til mod en ganske sagesløs Kasper Schmeichel.



Dele Alli modtog bolden og som en anden Michael Laudrup løftede Dele Alli bolden over Leicesters forsvar, hvorefter Son hamrede den i mål til 2-0.



Leicester fik reduceret efter godt en time, da der opstod totalt kaos i Tottenhams forsvar, og keeper Hugo Lloris sejlede rundt efter en omstilling fra Leicester.



Bolden endte hos Benjamin Chilwell, der scorede til 1-2.



Gæsterne svarede dog hurtigt igen, da målsultne Harry Kane fra tæt hold headede Tottenham på 3-1.



Son havde også gang i scoringerne, og han leverede sin anden scoring i det 71. minut, da han placerede bolden yderligt i Schmeichels mål til 4-1.



Kane leverede så sit hattrick i det 89. minut, og han scorede sit fjerde mål til 6-1 i overtiden.



/ritzau/

Mest læste