21. SEP 2019 • 13:12ERHVERV/POLITIK

PORTRÆT: Ellen Trane Nørby kom fra baghjul og blev slået

Efter et kampvalg mod Inger Støjberg må Ellen Trane Nørby se førstnævnte kalde sig Venstres næstformand.

De fleste kommentatorer og klogehoveder havde regnet med, at Inger Støjberg lørdag ville kunne kalde sig Venstres nye næstformand i forbindelse med partiets ekstraordinære landsmøde i Herning.

Og sådan gik det også.



Undertippede Ellen Trane Nørby tabte kampvalget mod partifællen. Trane Nørby fik 206 stemmer fra de delegerede. Støjberg vandt klart med 577 stemmer



39-årige Ellen Trane Nørby forsøgte at komme fra baghjul. Hun meldte først sit kandidatur en uge efter Støjberg. Netop Støjberg høstede ros fra en række kolleger internt i partiet efter at have meldt sig som kandidat.

Der var også lidt ros til Ellen Trane Nørby, da hun kom på banen. Men ikke i samme grad - offentligt i hvert fald - som ved Støjberg.



- Hvis der er nogen, der kan være med til at give Venstre bredde, er det Ellen Trane Nørby. Hun er en samler og ikke én, der splitter. Det er meget værdifulde egenskaber, synes jeg, sagde eksminister Bertel Haarder (V) eksempelvis til Jyllands-Posten.

I et interview med Alt For Damerne tilbage i 2016 fortalte Ellen Trane Nørby, at hun er mest sig selv, når hun går en tur ved Vesterhavet med blæst i ansigtet.

Hun er vokset op i Nørre Nissum ved Lemvig. Faderen, Jørgen Andreas Nørby, er forhenværende venstreborgmester i Lemvig.

Ellen Trane Nørby blev ikke valgt ind i Europa-Parlamentet i 2004, og efterfølgende satsede hun på Folketinget, og ved folketingsvalget i 2005 blev Trane Nørby valgt ind.

Allerede året efter kunne hun mærke, at hun havde en minister i maven, men det var først i 2015, at hun blev minister.



Minister for børn, undervisning og ligestilling blev hun i Lars Løkke Rasmussens V-regering, og da VLAK-regeringen opstod i 2016, blev Ellen Trane Nørby udpeget som sundhedsminister.

Som sundhedsminister stod hun dermed i spidsen for VLAK-regeringens plan for at nedlægge regionerne i forbindelse med forslaget om en ny sundhedsreform.

Det blev hun ikke populær på i dele af Venstres bagland.

- Der er ingen tvivl om, at det gav mig ridser i lakken, men jeg lærte af det - af hvordan vi som parti ikke var gode nok til at inddrage baglandet. Det kan jeg nu bringe med ind som næstformand, sagde hun til avisen Danmark tidligere på måneden.

Modvind mærkede hun også i 2012. B.T. bragte flere historie om, at hun havde brugt sin position til at forsøge at presse daværende kulturminister Uffe Elbæk (R) til at sikre statsstøtte til Museet for Religiøs Kunst i Lemvig. Her sad Trane Nørbys mor i bestyrelsen.



Ellen Trane Nørby valgte blandt andet at stille 696 spørgsmål om, hvorfor andre museer godt kunne få statens støtte.



Som politisk ordfører fra 2011 til 2014 måtte hun i strid modvind også forsvare nogle af Løkkes bilagssager.

Under formandsopgøret mellem Løkke og Kristian Jensen i 2014 støttede hun dog sidstnævnte.

I 2013 blev Ellen Trane Nørby valgt som Venstres spidskandidat til EU-parlamentsvalget i 2014.



Men ganske bemærkelsesværdigt trak hun sit kandidatur, da hun blev gravid kort før valget.

Det var også i 2014, at Ellen Trane Nørby blev byttet ud som politisk ordfører i Venstre - med netop Støjberg i øvrigt.

/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

Mest læste

12. OKT 2019 • 17:58SPORT

RIK og NB Bornholm fik fuld gevinst

12. OKT 2019 • 15:19SPORT

Halloween blev fejret på travbanen

11. OKT 2019 • 20:02 FOR ABONNENTER

RIK skal tilbage på sejrssporet