15. SEP 2019 • 08:10ERHVERV/POLITIK

Regeringen vil bruge en ekstra milliard på grøn forskning

Det haster med at forske i løsninger, der kan gøre landbrug og transport mere klimavenligt, mener regeringen.

Regeringen vil bruge en milliard kroner ekstra på grøn forskning i 2020, hvilket vil fordoble investeringerne på området.

Det skriver Politiken.



Pengene foreslås som en del af næste års finanslov og skal være med til at sikre, at regeringen når i mål med sin ambition om at mindske udslippet af drivhusgasser med 70 procent i 2030 sammenlignet med 1990.



- Vi har helt utrolig travlt med den grønne omstilling. Klimaforandringerne går stærkt. Vi kan se det. Vi kan mærke det, siger statsminister Mette Frederiksen (S).



- Men vi må erkende, at de store landvindinger af teknologisk karakter ikke kommer fra den ene dag til den anden. Løkke-regeringen startede med at skære ned på det grønne område, vi gør det modsatte, siger hun til Politiken.



Ifølge beregninger fra Forskningsministeriet faldt investeringerne i grøn forskning fra knap 1,5 milliarder kroner i 2015 til 1,08 milliarder kroner i 2020.



Med den ekstra milliard kroner vil det samlede beløb målrettet grøn forskning stige til 2,175 milliarder kroner årligt.



Pengene skal bredt set gå til grøn forskning, men regeringen fremhæver, at der er brug for løsninger inden for landbrug og transport.



- Vi har sat et meget ambitiøst mål frem mod 2030, og når man gør det med så kort varsel, har vi brug for, at det skal gå stærkt, siger forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).



- Den ærlige version er, at vi ikke ved, hvordan vi kommer derhen. Det er derfor, vi har brug for forskningen.



- Det er der, vi finder nye løsninger på, hvordan vi kan transportere og leve grønnere uden at trække vores hverdag tilbage til fordums tid. Vi skal sørge for, at vi kan leve mere bæredygtigt i fremtiden, siger hun.

Professor Jacob Østergaard ved Center for El og Energi på DTU leder forskningsprojektet i Nordsøen og kalder statsministerens melding for "rigtig fornuftig".

- At få skabt et nyt nordsøprojekt kræver en forskningsindsats, og det indeholder et kæmpe potentiale. Der er vindenergi nok til, at man kan udfase alle Europas kulkraftværker, siger Jacob Østergaard til Politiken.

Med regeringens ambition på klimaområdet er der brug for flere penge til at opfinde nye løsninger, og derfor er der ros til meldingen fra interesseorganisationen Dansk Erhverv.



- Klimaudfordringen er monumental, og der er områder, hvor vi mangler svarene - tung transport, fly, skibe og fødevarer - og derfor er der behov for at udvikle nye løsninger, siger Ulrich Bang, klima- og energichef hos Dansk Erhverv.



/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

Mest læste

12. OKT 2019 • 17:58SPORT

RIK og NB Bornholm fik fuld gevinst

12. OKT 2019 • 15:19SPORT

Halloween blev fejret på travbanen

11. OKT 2019 • 20:02 FOR ABONNENTER

RIK skal tilbage på sejrssporet