23. MAJ 2019 • 12:11ERHVERV/POLITIK

Valgplakat beskylder folketingspolitikere for racisme

Lokalafdeling i Enhedslisten opfordrer til at stemme racister ud af Folketinget. Partiledelsen støtter tonen.

På Nørrebro og i Københavns Nordvestkvarter hænger flere valgplakater fra Enhedslisten med ordlyden: Stem racisterne ud af Folketinget.

Det fremgår ikke af plakaten, hvem de racister er, der skal stemmes ud af Folketinget, men ifølge partiets demokratiordfører, Pelle Dragsted, er det ikke rettet mod eksisterende medlemmer af det danske parlament.

- Plakaten er lavet af en lokalafdeling, så det er ikke noget, vi har været inde over fra centralt hold. Men jeg forestiller mig, at det er Stram Kurs, man taler om, for det er jo et åbenlyst racistisk parti.

Spørgsmål: Men de sidder jo ikke i Folketinget?

- Nej, men det er måske ikke så mundret at skrive: Stem ikke racisterne ind i Folketinget.

Spørgsmål: Som borger kunne man få den tanke, at der sigtes til Dansk Folkeparti, som jo sidder i Folketinget, og som du også selv for nylig i Folketingssalen har beskyldt for at ytre sig racistisk?

- Jeg har aldrig kaldt Dansk Folkeparti som sådan for et racistisk parti, men jeg mener ikke, at der er nogen tvivl om, at flere af deres medlemmer har udtalt sig racistisk. Det er de jo faktisk også dømt for.

Spørgsmål: Så plakaten henviser ikke til Dansk Folkeparti?

- Jeg skal jo ikke kunne sige præcis, hvad der har været tænkt fra lokalafdelingens side, men jeg synes ikke, at man skal kalde Dansk Folkeparti for et racistisk parti.



- I det hele taget, synes jeg, at man skal være forsigtig med at trække det her racismekort.

Spørgsmål: Synes du så, at den her valgplakat er i orden?

- Ja, Enhedslistens lokalafdelinger har en vis kunstnerisk frihed. Der er selvfølgelig grænser, og hvis der bliver lavet plakater, der er i strid med vores grundlæggende politik, vil vi selvfølgelig gribe ind.

- Men i det her tilfælde, mener jeg klart, at det ligger inden for rammen af, hvad der er o.k.

Spørgsmål: Mener du, at det er befordrende for tonen i en valgkamp at kalde andre racister?

- Jeg har ikke noget problem med at kalde en spade for en spade. Og når vi har fået et parti, som decideret har på programmet at lave etnisk udrensning, så synes jeg, at begrebet har sin berettigelse.

Ifølge talsmand fra Enhedslisten i Nordvest, Reinout Bosch, er de racister, plakaten henviser til, "folketingspolitikere fra Dansk Folkeparti, ministre fra Venstre, ordførere fra Socialdemokratiet og De Konservative med deres kampagne om naziislamisme".

- Det er dem, der har været med til at skabe et politisk klima, som gør, at der i dag kan stå et parti på tv og tale om etnisk udrensning.



Spørgsmål: Men er det i orden at kalde dem for racister?



- Det bekymrer os ikke så meget. Jeg giver ikke så meget for politikere, der står og tuder over sådan noget, mens de tager en række beslutninger, som har konsekvenser for almindelige mennesker, siger Reinout Bosch.

/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

14. SEP 2019 • 09:02 FOR ABONNENTER

Kommunens spareøvelse kan koste 10 lærere jobbet

Mest læste

12. SEP 2019 • 20:15 FOR ABONNENTER

Et nyt spil er kommet til Bornholm

11. SEP 2019 • 11:21 FOR ABONNENTER

Lasse Holmgaard tilknyttes Elite Bornholm

11. SEP 2019 • 07:14SPORT

Fine løb på våd travaften