21. MAJ 2019 • 15:13ERHVERV/POLITIK

Kommentatorer: Rasmus Paludan har kurs mod Folketinget

Stram Kurs har fået sin hidtil bedste Voxmeter-måling på 2,8 procent siden valgudskrivelsen for to uger siden.

Det indvandrerkritiske parti Stram Kurs og dets leder, Rasmus Paludan, har nu en reel chance for at blive valgt ind i Folketinget.

Det vurderer to politiske kommentatorer, efter at Stram Kurs tirsdag har fået sin hidtil bedste Voxmeter-måling i valgkampen.



I den seneste måling, som analyseinstituttet Voxmeter har foretaget for Ritzau, fremgår det, at Stram Kurs ville få 2,8 procent af stemmerne, hvis der var valg i morgen.



Spærregrænsen ligger på to procent.

- Jeg synes, der tegner sig et stadigt klarere billede af, at Stram Kurs har en chance for at komme i Folketinget, siger Helle Ib, politisk kommentator på Dagbladet Børsen.

Samme opfattelse har Thomas Larsen, der er Berlingskes politiske kommentator.

- Paludan står med en regulær chance for at komme i Folketinget. Og det kan vi også se med den i virkeligheden relativt stabile støtte, han har haft fra en del af vælgerne, siden valgkampen gik i gang, siger han.

Voxmeter-målingen er gennemført mellem 18. og 20. maj og baserer sig på interview med 1004 personer over 18 år. Den statistiske usikkerhed for Stram Kurs i målingen er på et procentpoint.



I disse dage var der i medierne flere kritiske historier om Rasmus Paludan, der blandt andet handlede om, at en kvinde har fået en overfaldsalarm, fordi hun følte sig chikaneret af Paludan.

At målingen alligevel viser en fremgang til Stram Kurs er værd at bemærke, mener Thomas Larsen, der peger på, at sådanne historier havde været ødelæggende for alle andre politikere.

- En hvilken som helst anden politiker havde ikke haft en chance for at blive valgt til Folketinget med de ting, der er blevet oprullet om Paludan i den seneste tid.

- Men det er helt tydeligt, at de vælgere, der orienterer sig mod ham, er ligeglade med den dækning, siger han.

Ifølge Helle Ib skyldes det med stor sandsynlighed, at Rasmus Paludan bliver vurderet på helt andre parametre end andre politikere.

- De peger ikke på Paludan, fordi de synes, at han har et program, der er svar på alle mulige forskellige samfundsudfordringer.

- De peger på ham på grund af udlændingepolitikken, og det er et spark til de etablerede politikere, siger hun.



I Ritzau Index, som er et vægtet gennemsnit af meningsmålinger, står Stram Kurs til at få 2,3 procent af stemmerne.

Der er valg til Folketinget 5. juni.



/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

14. SEP 2019 • 09:02 FOR ABONNENTER

Kommunens spareøvelse kan koste 10 lærere jobbet

14. SEP 2019 • 07:54 FOR ABONNENTER

Bolchemager laver mormormad i nyt firma

Mest læste

12. SEP 2019 • 20:15 FOR ABONNENTER

Et nyt spil er kommet til Bornholm

11. SEP 2019 • 11:21 FOR ABONNENTER

Lasse Holmgaard tilknyttes Elite Bornholm

11. SEP 2019 • 07:14SPORT

Fine løb på våd travaften