19. MAJ 2019 • 22:49ERHVERV/POLITIK

OVERBLIK: Det skete søndag på valgkampens 13. dag

Socialdemokratiet vil have reduceret udledningen drivhusgasser med 60 procent i 2030, kom det frem søndag.

Socialdemokratiet kom søndag med sit bud på et klimamål, Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti angreb Stram Kurs og Nye Borgerlige, og Mette Frederiksen (S) og Lars Løkke Rasmussen (V) var i duel på tv.



Læs her om valgkampens 13. dag:

* Løkke og Frederiksen i duel på TV2.

De to statsministerkandidater mødtes i den første direkte tv-duel under valget. Blandt emnerne var en mulig SV-regering, som Lars Løkke Rasmussen har foreslået.



Mette Frederiksen sagde endnu en gang, at hun ikke ser en SV-regering for sig.

- Vi samarbejder meget på Christiansborg, og det skal vi blive ved med at gøre. Når det så er sagt, så er der politik og ideologi, som skiller os ad, siger Mette Frederiksen.

Lars Løkke Rasmussen sagde, at han ser perspektiver i en SV-regering, fordi partierne så slipper for at være afhængige af yderfløjene i dansk politik.



* Klimamål fra Socialdemokratiet.



Socialdemokratiet satte søndag sit første mål for reduceringen af drivhusgasser i 2030. Til den tid vil Socialdemokratiet have reduceret Danmarks udledning af drivhusgasser med 60 procent i forhold til 1990, der er FNs basisår.

- Den nødvendige forandring kommer kun, hvis vi laver en klimaplan med et bindende mål i 2030, siger formand Mette Frederiksen til Politiken.

* Konservative vil lave støttecentre til mødre.

Socialminister Mai Mercado (K) foreslår, at der laves ti centre med hjælp til kommende eller nye mødre.

- Hvis vi får lavet en solid, forebyggende indsats meget tidligt i barnets liv, kan vi ændre et barns livsbane. Så kan vi forhindre, at det barn vokser op og ender som meget socialt udsat, siger hun.

Det vil koste 212 millioner kroner over fire år at etablere og drive de ti nye centre fordelt på alle fem regioner.

* LA vil holde flygtningefamilier sammen.

Liberal Alliances børneordfører, Laura Lindahl, mener, at Danmark bør holde op med at skille flygtningefamilier med børn ad.

- Jeg køber ikke præmissen om, at en stram udlændingepolitik ikke også kan være anstændig, og det er det her ikke, siger hun til TV2.



- Det må være muligt at sikre udsendelsen uden at skulle skille dem ad.



* Pia Kjærsgaard angriber Paludan og Vermund.

Dansk Folkeparti-stifter og tidligere formand Pia Kjærsgaard gik i Berlingske til angreb på partierne Stram Kurs om Nye Borgerlige. Om Stram Kurs Rasmus Paludan siger hun til Berlingske.



- Jeg synes, han er en meget sær og utiltalende person med nogle meget ubehagelige holdninger, som jeg overhovedet ikke kan identificere mig med. Jeg kan slet ikke se, hvad jeg skal tale med ham om.

Om Pernille Vermund lyder det:



- Hun stikker helt åbenlyst vælgerne blår i øjnene. Det er ekstremt afslørende.

- Hvor var Pernille Vermund i sidste valgkamp, da vi blev beskyldt for at være racister og fascister? Fik jeg og vi nogen opbakning? Hun var tavs som graven.



/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

25. JUN 2019 • 20:03 FOR ABONNENTER

Ombygning til madskole er nu i gang

25. JUN 2019 • 18:17 FOR ABONNENTER

Selvtilliden har fået et kæmpeboost

25. JUN 2019 • 17:27

100.000 kr. cyklet ind

Mest læste